Utugten har overlevet sig selv

Utugt er den af de syv kristne dødssynder, som vi har sværest ved at forholde os til i et frit, afslappet, sex- og oplevelsesorienteret samfund som det danske. Under alle omstændigheder er der rigtig, rigtig mange af os danskere, der gør os skyldige i utugt nu om dage. Og godt det samme.

I den amerikanske filminstruktør David Finchers ulmende uhyggelige thriller »Seven« iscenesætter en serial killer en stribe mord med spektakulært symbolske referencer til de syv dødssynder for at vække de henslumrende masser af deres moralske apati. Det gøres i tilfældet utugt konkret ved, at morderen tvinger en mandlig prostitutionskunde til at kneppe en kvindelig prostitueret ihjel med en hjemmelavet, knivskarp påspændingsdildo ...

Af de syv kristne dødssynder, formaliseret af Thomas Aquinas og fortolket i Dantes »Den guddommelige komedie«, er utugt umiddelbart den, vi har sværest ved at forholde os til. Dertil føler vi os for frie, tolerante og moderne. Ikke mindst i et lillebitte land, hvis største verdenshistoriske bedrift siden vikingetiden har været at legalisere noget så ugudeligt utugtigt som henholdsvis skrift- og billedpornografien i 1967 og 1969.

Selve syndsbegrebet er meningsløst for en afslappet protestantisk opdraget ateist som overtegnede, men dårlig karma, som buddhister ville kalde det, kender vi vel alle til fra vores eget liv: hovmod, frådseri, vrede, griskhed, misundelse og dovenskab. Utugt skiller sig imidlertid ud, alene som ord, ved dets dystert anakronistiske efterklang af indremissionsk dunderprædiken, syngende lussinger og kolde afvaskninger fra fortidens sorte skole.

I den hardcore-kristne hænderne-over-dynen-­betydning (= enhver seksuel aktivitet uden for det monogame, heteroseksuelle ægteskabsforhold i forplantningens tjeneste!) er der under alle omstændigheder rigtig, rigtig mange af os danskere, der gør os skyldige i utugt nu om dage. Vi bedriver strengt taget utugt næsten alle sammen hvad enten vi så gør det ved at have sex før ægteskabet, blive skilt, leve på polsk, begå utroskab, være promiskuøse, bytte partnere, prøve gruppesex, se porno, onanere, sælge eller købe seksuelle ydelser (fra striptease til prostitution), være bi-, homo- og transseksuelle eller dyrke andre i traditionel kristen optik moralsk forkerte former for sex. Så længe dén slags mere eller mindre tabuiserede erotiske aktiviteter foregår bag nedrullede persienner og i frivillige forhold mellem voksne mennesker, mener majoriteten af yngre danskere vist heller ikke, at de skal straffes hverken med paragraffer og politiindgreb eller som i Dantes anden kreds af helvede, hvor man »hvirvles, piskes, mishandles, gennemruskes«, fordi man har begået »den kødets synd at sætte lysten og lidenskaben højere end fornuften«.

Nej, tværtimod foretrækker vi ligefrem lysten og lidenskaben frem for fornuften. Lyst og lidenskab er plusord for den kreative klasses alfa-forbrugere. Lyst og lidenskab er afgørende for livskvaliteten i drømmesamfundet. Vi skal elske vores arbejde, os selv og hinanden. Vi skal være kreative, flirte med verden, realisere os selv (og vores friværdier!), tænke uden for boksen, være kulturelle, huske at lege, slippe fantasien løs, finde den rigtige partner og samtidig træde individuelt i karakter som sexede, sanselige og sensitive personligheder, hvis vi skal kunne leve op til omgivelsernes og vores egne forventninger om en nogenlunde lykkelig tilværelse, hvori et dårligt sex- og kærlighedsliv er den ultimative fiasko.

Juridisk betyder »utugt« simpelthen prostitution, lige såvel som »utugtige skrifter og billeder« blot er en anden, mere altmodisch betegnelse for porno, men der er afgørende forskel på, hvordan det danske samfund anskuer disse to slags utugt. Irrationelle religiøse og moralske påbud er som bekendt ofte blevet konstitueret som angiveligt rationelle juridiske forbud, der kommer til at undertrykke den frie menneskelige seksualitet, og vi ved fra Freud, hvordan en for voldsom driftsundertrykkelse kan fucke den enkeltes socialisering op. I juridisk forstand virker det da også, som om vi kun har bevaret den gammeldags, fordømmende opfattelse af utugt, når det drejer sig specifikt om prostitution, som efter den danske sædelighedslovgivning godt nok ikke er decideret illegal at udøve, men som man alligevel ikke legalt må ernære sig ved. Hér kan der uden problemer lovgives, dyneløftes og politiefterforskes, mens vi omvendt afviser enhver overordnet indblanding i den enkeltes seksualitet, når det drejer sig om pornografi, der jo ellers dybest set bare er billeder af en anden, åbenbart knap så forargelig og samfundsfjendtlig form for prostitution. Genindførelse af censur lugter nemlig selv for økosocialister og kulturradicoole trods alt for meget af Østeuropa før Murens fald, omend mange feminister, venstrefløjspolitikere og religiøse fundamentalister til gengæld står skulder ved skulder i kravet om et forbud mod prostitution à la i Sverige, i islamiske sharia-stater eller i det evangelisk kristne USA i tidens hysteriske seksualdebat, som jeg i min essaysamling »Sidste nat i Kødbyen« kalder »kulturkampen på sengekanten«!

Selv på denne sengekant må der dog være grænser for dobbeltmoralen, og i de kommende år må vi simpelthen enten legalisere prostitution på samme måde som pornografi eller kriminalisere pornografi (helt eller delvist) på samme måde som prostitution. Personligt er jeg overbevist om, at det eneste rigtige er en legalisering, så man kan sælge og købe seksuelle ydelser under trygge, ordentlige og menneskelige forhold, hvis man altså vil, i tæt kontakt med politi og sociale myndigheder i stedet for som nu i en lovmæssig tusmørkezone eller som i Sverige: i de onde gader helt uden for loven, hvor ingen længere kan beskytte de i forvejen stigmatiserede prostituerede mod vold, sygdom og udnyttelse.

I tidlige, mere primitivt organiserede samfund måtte man nødvendigvis forsøge at kontrollere det ellers så ustyrlige menneskelige begær, og den seksualitet, som truede familiens, stammens eller landsbyens fremtid, måtte derfor dæmoniseres som utugtig. Ved at løsrive os fra de genetisk indkodede parringsmønstre, ved at lære at nyde sex for andet end formeringens skyld, blev vi for over 100.000 år siden mennesker i stedet for aber, men indtil for blot fåårtier siden, før p-piller, fri abort, pornoeksplosion samt seksualoplysning i folkeskolen, kunne sex uden for ægteskabet stadigvæk få meget alvorlige konsekvenser for den enkelte synder. Dengang kunne man som den franske filosof og forfatter Georges Bataille i »Erotikken« (1957) endnu reelt tale om det seksuelle som »denne truende frihed«, kristendommen ville beskytte sine undersåtter imod ved hjælp af syv dødssynder og syv kardinaldyder, ti bud og gud ved hvor mange bornerte dogmer.

De seks andre dødssynder afspejler en sum af bitre erfaringer, tålmodigt overleveret igennem generationer, men den syvende, utugten, har endegyldigt overlevet sig selv. Ikke mindst i en virkelighed som vores, hvor det på papiret monogame, heteroseksuelle til-døden-os-skiller-parforhold (eller i det mindste fantasien om det) trives ganske fint parallelt med papfamilier, stedforældre og Nynne-singler, med homoseksuelles ret til registrerede partnerskaber samt nye seksuelle subkulturer og alternative kønnetheder i den postmoderne queer-diskurs.

Før den hårrejsende finale i »Seven« fortæller morderen de to politifolk om sit had til et kulturrelativistisk samfund, »hvor vi ser en dødssynd på ethvert gadehjørne og i ethvert hjem, og vi tolererer det. Fordi det er hverdagskost, fordi det er normalt«. Synden vendes i hans perverteret kristne øje-for-øje-etik således mod den enkelte synder, når han slår to fluer med ét smæk ved at lade den foragtede sexkunde snuff-pule den fordærvede luder i et scenario lige ud af Det Gamle Testamentes mest syrede og bloddryppende passager.

Så effektivt makabert illustrerede Fincher, hvordan de, der så gerne vil afskaffe utugt med tugt, de, der galper højest om religiøs sandhed, moralsk kyskhed og politisk korrekthed, tit er langt farligere for vores fællesskab end dem, de vil straffe for at være utugtige, syndige og løsagtige.

Tidligere kronikker i serien om de syv dødssynder:

Optakt ved Claes Kastholm Hansen. 1. juli

Dovenskab. Lars F.H. Svendsen. 5. juli

Misundelse. Morten Ebbe Juul Nielsen. 11. juli

Frådseri. Lars Hedegaard. 13. juli

Vrede. Christopher Arzrouni. 18. juli