2.000 soldater fra Nationalgarden er blevet beordret til Los Angeles for at håndtere demonstrationer, der har raset igennem byen for anden dag i streg.
De voksende demonstrationer er rettet mod de amerikanske immigrationsmyndigheder, hvor vrede demonstranter lørdag og søndag er mødt op i forstaden Paramount. Det har udviklet sig til sammenstød mellem demonstranter og politibetjente.
Demonstrationerne sker, i kølvandet på at immigrationsmyndigheden ICE har anholdt 44 personer forskellige steder i byen. Anholdelserne skete ifølge ICE som følge af brud på immigrationslovgivningen.
Lørdag er flere demonstranter samlet nær et byggemarked, som bliver brugt som samlingssted for føderale immigrationsmyndigheder. Det oplyser den lokale tv-station Fox 11.
Her er de blevet mødt af betjente iklædt gasmasker.
Politiet har ifølge flere medier taget tåregas og chokgranater i brug mod demonstranterne.
Donald Trump har natten til søndag ikke lagt fingre imellem, at den føderale regering har tænkt sig at tage affære, hvis ikke delstaten selv kan ordne sine problemer, lyder det fra præsidenten på Truth Social.
Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.
Alternativt kan du se indholdet på truth-social
Natten til søndag fik det så Donald Trump til at indsende de 2.000 soldater fra Nationalgarden til Los Angeles.
Det oplyser pressesekretær i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
»Præsident Donald Trump har underskrevet et præsidentielt memorandum om udstationering af 2.000 medlemmer af Nationalgarden for at gøre noget ved den lovløshed, der har fået lov til at ulme,« siger hun.
»Trump-administrationen har nultolerance over for kriminel adfærd og vold, især når volden er rettet mod politifolk, der forsøger at passe deres arbejde,« tilføjer hun.
Kort efter at Det Hvide Hus har bekræftet udstationeringen, udtrykker Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, utilfredshed med beslutningen.
»Det er et bevidst provokerende skridt, som blot vil optrappe spændingerne,« skriver han i et opslag på det sociale medie X.
USAs forsvarsminister, Pete Hegseth, skriver sent natten til søndag på X, at det kan blive nødvendigt at indsætte regulære militærstyrker i området.
»Hvis volden fortsætter, vil de aktive marinesoldater i Camp Pendleton også blive mobiliseret - de er i højeste alarmberedskab,« skriver han.