Det er lang tid siden, at præsident Donald Trump affærdigede den nye coronavirus som »bare en influenza«, der ville gå væk af sig selv. Tirsdag vågner alle i Det Hvide Hus op til en ny og helt anden virkelighed.
Der vil være maskekrav for alle ansatte i West Wing, hvor præsidenten har sine kontorer med Det Ovale Værelse og det særlige kriserum i kælderen.
Beskeden udsendt på mail i Det Hvide Hus er, at der vil blive udleveret masker fra lægerummet. Samtidig bliver det indskærpet, at alle skal holde afstand ifølge anbefalingerne for at undgå virussmitte.
»Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning kræves det, at alle bærer en maske eller ansigtsbeskyttelse, når de kommer ind i West Wing,« lød det i beskeden ifølge The New York Times.
Flere amerikanske medier rapporterer, at smittespredningen vokser markant i Washington, D.C., hvor mange regeringsmedarbejdere er beordret tilbage på arbejde.
Undtaget fra maskekravet er Donald Trump og vicepræsident Mike Pence, oplyser The Wall Street Journal.
En af forklaringerne på, at USAs præsident tilsyneladende af al magt vil undgå at bære maske, kan man finde på Fox News' hjemmeside. Her illustrerer man en af topnyhederne med et dobbeltbillede, hvor man ser en tilsyneladende vred Donald Trump ved siden af et billede af Xi Jinping, hvor Kinas præsident har en grøn hospitalsmaske for ansigtet.
En præsident iført maske ville vække stor opsigt og blive set som et nederlag blandt en del af Donald Trumps støtter, der har protesteret mod nedlukningen af landet og de særlige initiativer for at undgå smittespredning. I delstaten Michigan blev en butiksvagt skudt og dræbt, efter at han havde krævet, at en fra morderens familie skulle bære maske i butikken.
Donald Trump afviser at bære maske
Donald Trump har tidligere sagt, at han ikke kunne forestille sig selv med maske, mens han skal være klar til at modtage statsledere fra hele verden.
Ud fra hensynet om at bære maske for ikke at smitte andre kan Donald Trumps tilhængere måske henvise til, at den risiko for ham ikke er særlig stor, da han er en af USAs mest testede personer med daglig kontrol.
Men der vil nu blive lagt ekstra mærke til opsætningen ved Donald Trumps pressemøder om virusudbruddet. Tidligere har præsidenten stået tæt omgivet af sine rådgivere. Ved et pressemøde mandag var rådgiverne ifølge The New York Times placeret et stykke fra præsidenten, og alle bar maske ligesom de tilstedeværende journalister.
Maskekravet kommer, samtidig med at dødstallet i USA har passeret 80.000. Donald Trump har tilskyndet den genåbning af landet, som flere delstater er gået i gang med, selv om Det Hvide Hus' viruseksperter advarer om, at smitten ikke er under kontrol.
Kravet om at bære masker kommer også på et tidspunkt, hvor en nær medarbejder for vicepræsidenten og en fra Donald Trumps tjenerstab er blevet testet positive.



