Vild menneskejagt er slut: Amerikansk politi finder lig i spektakulær mordsag

Det er 37 dage siden, Brian Laundrie sidst blev set af sine forældre. Nu har politiet fundet et lig tæt på nogle af hans ting i den nationalpark, hvor han var på flugt. Politiet mistænker ham for at have kvalt sin kæreste, Gabby Petito, under en ferie.

 
Amerikanske Gabby Petito blev meldt savnet 11. september. Hendes forsvinden har skabt stor opmærksomhed i hjemlandet. Video: CNN, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han forsvandt, da det stod klart, at pilen pegede mod ham.

Men nu er eftersøgningen slut.

Brian Laundrie og kæresten, Gabby Petito, skulle have været på en fire måneder lang bilferie, da han pludselig, to måneder før tid, vendte tilbage alene.

Han forblev tavs om, hvad der var sket på turen, men da Gabby Petitos forældre meldte deres datter savnet, tog Brian Laundrie flugten.

Siden da har amerikansk politi ledt en vild menneskejagt på Brian Laundrie, som de mistænker for at have kvalt sin kæreste, hvis lig dukkede op sidste måned.

Og nu er menneskejagten altså slut. Det er lykkedes politiet efter mere end en måneds eftersøgning at finde ligrester, som de tror stammer fra Brian Laundrie.

En obduktion skal bekræfte, at det faktisk er ham, der er tale om, men flere genstande i området peger i den retning. Blandt andet en rygsæk og en notesbog tilhørende Brian Laundrie.

Det oplyser FBI ved et pressemøde onsdag, skriver CNN.

Den afdøde blev fundet i et område, der har været under vand indtil for nylig, og flere kilder beretter, at det tyder på, at kroppen har ligget der et stykke tid.

Det gør det også sværere for politiet umiddelbart at fastslå, hvem der er tale om, og derfor skal retsmedicinerne nu i gang.

Genstandene og kroppen blev fundet cirka 45 minutters gang fra indgangen til naturreservatet, hvor Brian Laundries forældre oplyste, at sønnen var flygtet ind. Forældrene deltog i eftersøgningen og var ifølge CNN til stede, da sønnens genstande blev fundet.

Skændtes forinden

Kæresteparret tog afsted i juli og havde planlagt at være borte i fire måneder.

På sociale medier så det ud, som om parret havde det godt, men undervejs – to uger inden Gabbys forsvinden – blev det unge par opsøgt af politiet. 12. august reagerede politiet på en anmeldelse om »husspektakel« efter et højlydt skænderi.

Ifølge politiet understregede de begge, at de var forelskede, og at ingen af dem ønskede at anklage den anden for nogen forbrydelse.

Af en politirapport fremgår det, at Brian Laundrie skulle have forklaret, at der var tale om et skænderi, der havde stået på et par dage.

Politiets videokamera har filmet en grædende Gabby Petitos, der fortæller en betjent, at hun lider af angst, og at hun frygtede, at Brian Laundrie ville forlade hende alene i nationalparken. Det havde fået hende til at slå ud mod ham.

Gabby Petito forklarede politiet, at hun havde slået ud efter sin kæreste, Brian Laundrie, da han truede med at efterlade hende alene i den naturpark, de besøgte. Det var cirka to uger før hendes forsvinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Moab City Police Department/AFP/Ritzau Scanpix.

I rapporten beskrev politiet Brian Laundrie som den forurettede. Politiet arrangerede, at han kunne overnatte på et hotel den pågældende aften, mens Gabby Petitos sov i bilen natten over.

Der blev ikke rejst nogen sigtelse, fremgår det af rapporten ifølge The New York Times.

Gabby Petitos mor og stedfar talte sidst med datteren over FaceTime 24. august, hvor hun fortalte, at parret forlod Utah for at køre ind i Grand Teton National Park i Wyoming. Det var der, hendes lig senere blev fundet.

Nu er menneskejagten slut, mens spørgsmålet, om hvorfor Gabby Petito skulle dø, stadig er ubesvaret.