Vanessa Bryant hørte først om sin mands og datters død på nettet

Da Kobe Bryant og datteren Gianna omkom i en helikopterulykke i starten af 2020, var det ikke fra politiet, at basketballstjernens hustru hørte om dødsfaldene. I stedet kunne hun læse om det i nyhederne og på sociale medier.

Kobe Bryant og datteren Gianna døde i en helikopterulykke i januar 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vanessa Bryant gik uroligt rundt i sit hjem i januar 2020.

En assistent havde netop oplyst hende om, at den helikopter, hvor både hendes mand, den berømte basketballspiller Kobe Bryant, og parrets 13-årige datter Gianna var om bord, var styrtet ned.

Vanessa Bryant blev beroliget med, at manden og datteren formentligt ikke var blandt de omkomne, da fem personer skulle have overlevet styrtet.

Men så begyndte der at dukke beskeder op på Vanessa Bryants telefon, der beskrev en anden virkelighed.

»Jeg holdt fast i min telefon, fordi jeg åbenbart prøvede at ringe tilbage til min mand, og alle disse notifikationer begyndte at dukke op på min telefon og sagde ‘RIP (hvil i fred, red.) Kobe. RIP Kobe. RIP Kobe’,« siger Vanessa Bryant ifølge et nyt retsdokument.

Det blev den måde, at Vanessa Bryant fik bekræftet sin værste frygt: At både hendes mand og datter var blevet dræbt i ulykken.

Det er kommet frem i et nyt sagsanlæg, da Vanessa Bryant har lagt sag an mod Los Angeles County Sheriff's Department, der stod for håndteringen af den berømte spillers tragiske død.

Vanessa Bryant anklager politiet for »uagtsomhed og krænkelse af privatlivets fred«, skriver Los Angeles Times.

Hun hævder, at betjente fra Los Angeles County Sheriff's Department har delt voldsomme billeder af ulykkesstedet, inklusive billeder af Kobe og Giannas døde kroppe.

I marts offentliggjorde Vanessa Bryant navnene på de betjente, som hun anklager for at have delt billeder af ulykkesstedet.

Kobe Bryant indstillede karrieren tre et halvt år før sin død, da han efter 2015/16-sæsonen i NBA stoppede en 20 år lang og glorværdig karriere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danny Moloshok/Reuters/Ritzau Scanpix.

Los Angeles Times rapporterede i februar sidste år, at en intern politiundersøgelse kom frem til en lignende konklusion: Flere betjente skulle have delt billeder af ligdele fra ulykkesstedet.

Vanessa Bryant har beholdt det tøj, hendes mand og datter havde på, da de omkom.

»Hvis deres tøj repræsenterer tilstanden af ​​deres kroppe, kan jeg ikke forestille mig, hvordan nogen kunne være så følelseskolde og ikke tage hensyn til dem eller vores venner og bare dele billederne, som om de var dyr på en gade,« lyder kritikken fra Vanessa Bryant.

Los Angeles County Sheriff's Department har ikke kommenteret på anklagerne.

Tåge

Kobe Bryant, datteren Gianna og seks medpassagerer var på vej til en basketballturnering, hvor Gianna skulle deltage, da ulykken skete nær Los Angeles-forstaden Calabasas i januar 2020. Piloten og de øvrige passagerer døde øjeblikkeligt.

Vanessa Bryant har tidligere givet piloten skylden for ulykken og sagsøgt firmaet, der ejede helikopteren.

Det er kommet frem, at piloten havde forbud mod at flyve i skydække og tåge, hvilket han alligevel gjorde. Det førte til, at han formentlig blev desorienteret, konkluderer formanden for den amerikanske transportmyndighed National Transportation Safety Board (NTSB), Robert Sumwalt, ifølge Reuters og Ritzau.

Det er tidligere blevet slået fast, at helikopteren ikke blev ramt af en »kritisk mekanisk fejl«. Der var ikke en sort boks ombord, der har kunnet gøre myndighederne klogere på, hvad der præcis skete inden ulykken.