USAs præsident under hård kritik: »Biden kunne have stoppet Taleban. Han valgte ikke at gøre det«

I samme takt som USAs styrker forlader Afghanistan, indtager Taleban store dele af landet. Senest er landets næststørste by, Kandahar, faldet. Det har sendt tusindvis af familier på flugt. Nu kritiseres USA og især præsident Joe Biden i flere medier for det kaos, der er opstået i landet.

Som dominobrikker falder område for område i Afghanistan.

Den militante islamistiske bevægelse Taleban indtog sent torsdag Afghanistans næststørste by, Kandahar. Blandt de store afghanske byer er det nu kun Kabul, som regeringen i landet for alvor har magten i.

Erobringen sker, kort tid efter at USA og andre lande begyndte at trække deres styrker ud af landet.

USAs præsident, Joe Biden, bliver anklaget for at bære en del af ansvaret for Talebans ekspansion.

»Det er resultatet af Bidens nøgterne vurdering af amerikanske interesser,« skriver CNN i en analyse af situationen, som de betragter som en »militær katastrofe«.

CNN er ikke tilbageholdende med at give Biden skylden for situationen i landet:

»Biden fortjener skylden for ødelæggelserne i Afghanistan.«

Taleban vurderes nu at have kontrol med to tredjedele af landet. De har, samtidig med at deres magt vokser, befriet over 1.000 kriminelle fanger, mens over 2.000 civile er døde siden april.

Hos britiske The Guardian får Joe Biden og USA også skylden for, at Taleban så hurtigt har kunnet indtage store områder i landet og genvinde kontrollen efter amerikansk dominans.

»I løbet af de 20 år med USA i Afghanistan er det tydeligt, at den afghanske hærs evner konsekvent blev oversolgt af en række amerikanske forsvarsministre og militære chefer, der begejstrede berettede om de fremskridt, der er gjort,« skriver avisen og kritiserer, at de afghanske myndigheder ikke var klar til at overtage kontrollen.

Samme toner lyder fra The Washington Post, der skriver, hvordan Bidens »forhastede beslutning« om at trække tropperne ud af Afghanistan »har givet magten tilbage til Taleban«.

Frederick W. Kagan fra American Enterprise Institute skriver i et essay i The New York Times, at »Biden kunne have stoppet Taleban. Han valgte ikke at gøre det«:

»Der var stadig en måde at trække amerikanske tropper ud og samtidig give vores afghanske partnere en bedre chance for at beholde de fordele, vi sammen havde kæmpet os til i løbet af de sidste to årtier. Men det valgte Biden ikke at gøre.«

Han skriver, at tilbagetrækningen lige fra starten var dømt til at gå galt, da Biden for hurtigt trak tropperne ud af landet. Det efterlod den afghanske regering uden mulighed for at forberede sig.

»En ansvarlig tilbagetrækning havde krævet mere tid og bedre forberedelse. Historien vil huske Joe Biden for at have mislykkedes i denne meget kritiske opgave.«

Selv fastholder Joe Biden, at det er afghanernes egen pligt at skabe fred i landet. Det er ikke længere USAs ansvar.

Tusindvis af familier er nu på flugt, efter Talebans magt og kontrol over afghanske byer er vokset. Reuters/Ritzau Scanpix

»De (afghanerne, red.) er nødt til at kæmpe for sig selv, kæmpe for deres nation,« lød det fra præsidenten ved et pressemøde tirsdag.

Adspurgt om han så nogen grund til at ændre på beslutningen om at kalde tropperne hjem, afviste han.

Dog vil der blive sendt noget militær til Afghanistan. Det amerikanske udenrigsministerium oplyste sent torsdag, at regeringen ville sende tropper til landet for at hjælpe ansatte på den amerikanske ambassade væk. Omkring 3.000 soldater vil blive indsat. Også Storbritannien indsætter soldater for at hjælpe briter ud af landet.