Johnny Floris er en mand med et stort hjerte. I årevis har han som frivillig delt gratis mad og vand ud til syge og økonomisk trængende her på en kirkes parkeringsplads i Flint i Michigan, og han har af samme grund set rigelig af elendighed.
Men den er for intet at regne i forhold til her et halvt år efter, at coronabølgen ramte USA og ikke blot spredte sygdom og død, men væltede økonomien omkuld og kastede millioner ud i arbejdsløshed. »Vi er gået fra elendighed til håbløshed,« som han formulerer det.