USA halverer antallet af dage i isolation: »Ændringen er motiveret af videnskab«

De amerikanske sundhedsmyndigheder har nedsat tiden i isolation for personer, der er testet positive for coronavirus. Det afhjælpe manglen på arbejdskraft, men sker som følge af nye videnskabelige indsigter.

Amerikanerne kan se frem til kortere tid i isolation. Yuki Iwamura/Ritzau Scanpix

Nu behøver amerikanere uden symptomer ikke længere opholde sig ti dage i isolation, når de er testet positive for coronavirus.

Fremover er det nok med kun fem dage, så længe man de efterfølgende fem dage bærer mundbind i nærheden af andre.

Personer med symptomer kan også forlade huset efter fem dage, så længe deres symptomer forbedres, oplyser USAs Center for sygdomsbekæmpelse og forebyggelse (CDC).

I Danmark lyder de nuværende retningslinjer på syv dage, hvis man ingen symptomer har, og 10 dage, hvis man fortsat har symptomer.

I USA anbefales det heller ikke længere, at personer, der har fået tredje vaccinestik, går i isolation, hvis de er nærkontakt til en smittet med coronavirus.

Dermed er reglerne de samme som i Danmark. Her er det heller ikke nødvendigt at gå i selvisolation som nærkontakt, hvis man har fået det såkaldte booster-stik.

Frygter stigende smitte

De nye retningslinjer skal ifølge CNN afhjælpe problemer med manglende arbejdskraft, da den meget smitsomme omikronvariant sender flere end tidligere i isolation.

Det skaber problemer på arbejdsmarked, hvor der ifølge Financial Times mangler personale i flere sektorer. Samtidig forventer de amerikanske myndigheder, at antallet af smittede blot vil stige yderligere det kommende par dage som følge af julen og det forstående nytår.

Det er dog ikke blot, fordi en kortere isolation er belejligt, at CDC har ændret dets retningslinjer. Det skyldes også, at videnskaben nu bakker op om det.

»Ændringen er motiveret af videnskab, der viser, at størstedelen af ​​SARS-CoV-2-overførslen sker tidligt i sygdomsforløbet, generelt i de første en til to dage før symptomernes begyndelse og i de to til tre dage efter,« lyder det fra CDC i en erklæring, hvor myndigheden fortsat opfordrer folk til at lade sig vaccinere.

»Disse opdateringer (af retningslinjer, red.) sikrer, at folk trygt kan fortsætte deres daglige liv. Forebyggelse er vores bedste mulighed: bliv vaccineret, bliv boostet, bær en maske i offentlige indendørs omgivelser og tag en test, før du mødes med andre.«

Alle, der kan få en vaccine, bør få én, understreger CDC.

Godt 32 procent af amerikanerne har fået deres tredje stik. Blandt amerikanere over 65 år er det omkring 57 procent, der har fået tredje stik.

I Danmark har omkring 42,7 procent fået deres tredje stik.