USA-ambassadør: Trump holdt militær bistand til Ukraine tilbage indtil accept af kulegravning af rival

Præsident Trump presses af høring af USAs fungerende Ukraine-ambassadør, William B. Taylor Jr. , der bekræftede den for præsidenten mest skadelige mistanke.

USAs fungerende ambassadør i Ukraine, William B. Taylor Jr., har tirsdag bag lukkede døre givet, hvad der beskrives som det hidtil mest skadende vidneudsagn for præsident Donald Trump i den verserende række af kongreshøringer, der kan føre frem til en rigsretssag.

William B. Taylor Jr. fortalte ifølge flere amerikanske medier, at Trump holdt amerikansk militær bistand for næsten 400 mio. dollar til Ukraine tilbage og afviste at holde et møde med Ukraines nye leder, Volodymyr Selenskyj, i Det Hvide Hus, før han accepterede en efterforskning af præsidentens politiske rival Joe Biden og dennes søn, Hunter Biden.