Tucker Carlson gør det, han har gjort så mange gange før.
I en video delt på Twitter problematiserer den nu tidligere Fox News-vært over »løgnere«, der forsøger at bringe »ærlige mennesker« til tavshed.
Den korte video blev delt på Twitter to dage efter den indflydelsesrige tv-værts exit fra Fox News.
Tucker Carlson kommer i videoen ikke nærmere ind på årsagen til sin afgang, eller hvad fremtiden bringer. Faktisk nævner han ikke direkte sin fyring med et ord.
I stedet problematiserer han over, hvordan USA er ved at udvikle sig til en etpartistat.
»Det er en deprimerende erkendelse at nå frem til, men det behøver ikke være permanent,« siger Tucker Carlson.
Han opfordrer derfor til at fastholde »sandheden«:
»Når ærlige mennesker siger, hvad der er sandt, roligt og uden forlegenhed, bliver de magtfulde. Samtidig skrumper de løgnere, der har forsøgt at gøre dem tavse, og de bliver svagere.«
»Hvor kan man stadig finde amerikanere, der siger sande ting,« lyder det retoriske spørgsmål fra Tucker Carlson, der slutter sin video med ordene, »vi ses snart«.
Tucker Carlson er med tiden blevet en magtfaktor, der er langt større, end jobbet som tv-vært tilskriver. Han har været en bærende kraft i skabelsen af trumpismen, og han har – sideløbende med værtsjobbet – fungeret som rådgiver for Donald Trump.
Med farvellet til Tucker Carlson kapper Fox News en kranspulsåre. Den 53-årige Carlson har de højeste seertal af alle tv-nyhedsværter i USA, og hidtil har hans enorme succes sikret ham en snor, der syntes endeløs.
Det er nu slut.
Stemningen har ændret sig. For nok er den kontroversielle tv-vært vant til at være hadeobjekt, men ikke blandt sine egne, som han har været den senere tid.
Forlig
Meldingen om Tucker Carlsons afskedigelse kom knap en uge, efter at der blev indgået et milliardforlig i en injuriesag mellem Fox News og stemmemaskineproducenten Dominion Voting Systems.
Her blev der ifølge Reuters indgået et forlig på 787,6 millioner dollar, svarende til knap 5,4 milliarder kroner.
Sagen drejer sig om kanalens dækning af præsidentvalget i 2020, hvor Tucker Carlson havde en fremtrædende rolle.
Dominion Voting Systems sagde, at Fox News havde ødelagt selskabets omdømme ved udokumenterede påstande om, at firmaets teknologi ændrede nogle stemmer til fordel for valgets vinder, den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.
Fox News forsvarede sin dækning og afviste sagen som et »politisk korstog« – men sagen endte altså i 11. time i et forlig.
Det er tidligere kommet frem, at Tucker Carlson og andre profilerede værter udadtil gladeligt talte om det »stjålne« valg.
På de interne linjer var de imidlertid skeptiske. De vidste, at det var »nonsens«. Det gjorde Tucker Carlson også, er det kommet frem af interne beskeder.
På de interne linjer harcelerede Tucker Carlson over eksempelvis Trump-advokaten Sidney Powell, som han beskylder for at lyve.
»Fucking bitch,« konstaterer han tørt i én sms.
»Sidney Powell lyver. Jeg har taget hende i det. Det er sindssygt,« skriver han i en anden.
Donald Trump gik heller ikke fri.
Tucker Carlsons store problem blev i sidste ende, at alle nu ved, at han ikke er den, han udgiver sig for at være. Han iscenesatte sig som højrefløjens bedste ven.
Og det har gjort ham upopulær: Han påstod, at han fortalte sandheden – nu er Tucker Carlson selv afsløret som én stor løgn.
Samtidig afdækkede The New York Times onsdag, at flere af Fox News' ledende direktører og bestyrelsesmedlemmer ikke kendte til alle detaljerne i de beskeder, som har været en del af materialet bag den storstilede injuriesag.
Da de blev bekendt med detaljerne – og deres alvor – var krisen ifølge The New York Times total.