Trumps nye talskvinde var helt forkert på den med coronavirus. Og ja, en hel del andre ting

31-årige Kayleigh McEnany er netop blevet udpeget til USAs præsidents nye talskvinde. Hun har allerede gennem en årrække vist, at hun er kvinde for at forsvare Trump i enhver tænkelig situation.

 
Trump har fået kritik for sine skiftende udtalelser gennem coronakrisen. Her er et udpluk. Video: Reuters, CNN Fold sammen
Læs mere

Kayleigh McEnany synes at være noget nær perfekt til rollen som præsident Donald Trumps nye talskvinde.

Den 31-årige kommentator var allerede talskvinde for Trumps nye valgkampagne, har tidligere bakket op om flere af hans konspirationsteorier og hævdede derudover ligesom ham indtil for nylig, at coronavirussen under hans præsidentskab aldrig ville brede sig i USA.

Eksempelvis sagde Kayleigh McEnany på Fox Business-showet »Trish Regan Primetime« den 25. februar:

»Vi vil ikke se sygdomme som coronavirus komme her, vi vil ikke se terrorisme komme her, og er det ikke bare forfriskende, når vi sammenligner det med præsident Obamas forfærdelige præsidentskab?«

11. marts – altså samme dag som NBA udskød sin sæson på grund af coronavirus, men hvor Trump fortsat planlagde at afholde valgstævner, selv om hans epidemichef Anthony Fauci allerede havde opfordret til at stoppe større forsamlinger – blev Kayleigh McEnany grillet på Fox News omkring det kloge for præsidenten i at fastholde valgstævnerne.

»Præsidenten er den bedste myndighed i dette spørgsmål,« sagde Kayleigh McEnany.

På dette tidspunkt midt i marts var det til stor diskussion, at der kun var foretaget meget få coronatest i USA – noget som Anthony Fauci 12. marts kaldte en »fiasko«.

Men samme dag skrev Kayleigh McEnany i et tweet, at »én million test er allerede blevet distribueret og fire millioner i slutningen af ugen«. Men samme dag udsendte »COVID Tracking Project« også et tweet, der bekendtgjorde, at kun 10.000 var blevet testet.

Allerede tidligt i sin karriere viste Kayleigh McEnany, at hun ville gå langt for at forsvare nogle af Trumps vildeste konspirationer.

Herunder Trumps mest kendte usande konspiration om, at Barack Obama var en ulovlig valgt præsident, fordi han ifølge Trump slet ikke var født i USA, men i Kenya.

»Hvordan jeg mødte din bror – lige meget, glem at han stadig er i den hytte i Kenya. #ObamaTVShows,« skrev Kayleigh McEnany i et tweet i 2012.

Trump erkendte først op til præsidentvalget i 2016, at hans påstand ikke var sand.

Kayleigh McEnany har også forsvaret Trumps påstand om, at Obama var »grundlæggeren af ISIS«.

Og da en video med Trump, der pralede med, at han bare kunne tage kvinder i skridtet, kom ud en måned før præsidentvalget i 2016, sagde Kayleigh McEnany til CNN, at Trumps sprog viste »samtykke« fra kvindernes side, eftersom han på båndet sagde, »de lader dig gøre det«.

Med andre ord har Kayleigh McEnany allerede vist, at hun gerne går til forsvar for Trump i stort set enhver tænkelig situation, og netop den egenskab gør hende til et stærkt kort som talskvinde for præsidenten.

Indtil for nylig rejste Kayleigh McEnany rundt med præsidenten til hans valgstævner, som nu er udskudt på grund af coronakrisen, og hun har også på stævner holdt tale for Trump. På det seneste har hun deltaget i kampagner online for præsidenten.

Hun afløser Stephanie Grisham, der blev udnævnt til præsidentens talskvinde i sommer, men nu vender tilbage til at arbejde for førstedamen Melania Trump som stabschef.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA