Trump indtager scenen igen: Annoncerer vælgermøder i to stater

Donald Trump er på vej tilbage i mediernes rampelys med en række vælgermøder. Hans kritikere frygter allerede, hvad det kan afføde af konflikter.

 
Trumps seneste offentlige optrædelse var ved en konvention i North Carolina den 5. juni 2021 - her gentog han mange af de samme punkter omkring det såkaldte fupvalg i 2020. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke, fordi han som sådan er gået i flyverskjul. De seneste par måneder har Donald Trump givet en række taler ved republikanske konferencer – og skrevet lystigt løs på bloggen »From the Desk of Donald J. Trump«, indtil han lukkede den ned.

Men for første gang siden nederlaget i efteråret 2020 har Trump meddelt, at han vil afholde en række såkaldte rallies. Den tidligere præsident er kendt for at kunne samle flere tusind mennesker, når han afholder sine store vælgermøder.

Det skriver USA Today.

Donald Trump har planlagt at lægge vejen forbi Ohio og Florida. Det første rally bliver afholdt 26. juni i Cleveland, hvorefter han 3. juli afholder et rally i Florida, hvor han har valgt at bosætte sig efter sin tid i Det Hvide Hus.

Trump har ikke sagt noget om formålet med vælgermøderne. Men flere Trump-kritikere frygter, at han vil bruge dem til at gentage de udokumenterede anklager om vælgerbedrageri under valget i 2020, ligesom han gjorde i ugerne op til optøjerne 6. januar, hvor flere personer mistede livet efter angreb på Kongressen.

Donald Trump vil tilbage i spotlyset. Florida og Ohio kan se frem til vælgermøder med den tidligere amerikanske præsident. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix.

Professor John J. Pitney Jr. fra Claremont McKenna College i Californien er ikke i tvivl om, hvorfor Trump igen afholder vælgermøder: Opmærksomhed.

»Han ønsker at bade i beundring fra sine mest inderlige tilhængere. Han er en bifaldsjunkie. Samtidig er mødet hans billet til mediedækning.«

Donald Trump er udelukket fra Twitter, Facebook og andre sociale medier. Vælgermødet er således en af Trumps få direkte kanaler til sine tilhængere. Vælgermøderne kan dermed også være en vej til at få tv-dækning i tilfælde af, at han vælger at stille op igen i 2024.

»Build that wall«

Trump har også annonceret, at han 30. juni agter at besøge grænsen mellem USA og Mexico efter en invitation fra den republikanske guvernør i Texas, Greg Abbott.

Udmeldingen kommer i kølvandet på klager fra både Trump og Abbott over, at der kommer flere migranter til USA end tidligere.

Trump og Abbott har sammen med andre republikanere kritiseret præsident Joe Biden for at rulle flere af Trumps restriktioner på immigrationsområdet tilbage.

Det er sket i en periode, hvor antallet af migranter ved USAs sydlige grænse har nået sit højeste niveau i to årtier.

»Vi er gået fra at have en sikker grænse misundt af hele verden til at have en lovløs grænse, som hele verden nu ser på med medlidenhed,« siger Trump i en udtalelse ifølge Ritzau.