Trump i hedt skænderi på direkte TV: Støt grænsemuren eller jeg lukker regeringen

Et politisk møde med den demokratiske ledelse i Det Ovale Kontor udviklede sig til mundhuggeri og regulære trusler.

Et møde i Det Ovale Kontor udviklede sig til et melodrama for rullende TV-kameraer. Fra venstre Nancy Pelosi fra Repræsentanternes Hus (D-CA), vicepræsident Mike Pence, præsident Donald Trump og senator Chuck Schumer (D-NY). MICHAEL REYNOLDS

Præsident Donald Trump forvandlede tirsdag et politisk møde med demokraternes ledere i Kongressen til et bittert, TV-transmitteret skænderi om sin længe varslede grænsemur. Præsidenten svor på et tidspunkt, at han ville udløse en lukning af de føderale regeringsinstitutioner, hvis demokraterne nægtede at støtte hans vigtigste løfte fra valgkampen.

Under den direkte transmission af fjendtlighederne, der blotlagde en ny, mere konfrontatorisk dynamik i Washington, bedyrede Trump, at han ville blokere for finansieringen af regeringen, hvis demokraterne nægter at afsætte penge til muren langs den sydvestlige grænse. Han ville være »stolt over at lukke regeringen ned over grænsesikkerheden,« sagde han.

Senator Chuck Schumer fra New York og medlem af Repræsentantenes Hus Nancy Pelosi fra Californien gjorde indsigelse over for præsidentens holdning og hans falske løfter om muren over for en hel mur af TV-kameraer, og de bad ham gentagne gange om at fortsætte den anspændte samtale uden for journalisternes hørevidde. Men Trump insisterede på det højlydte mundhuggeri, som vil gøre det sværere for de republikanske ledere i Kongressen og hans egen stab at undgå en nedlukning. Eller i det mindste sikre, at demokraterne får skylden for et sådant udfald.

Situationen spidser til. MICHAEL REYNOLDS

»Hvis vi ikke kan få grænsesikkerhed, vil vi lukke regeringen ned. Det her land har brug for grænsesikkerhed,« erklærede Trump under det anspændte ordskifte. Og Chuck Schumer mindede gentagne gange præsidenten om, at han ofte tidligere har krævet en nedlukning - nærmest som om han ville lokke præsidenten til at påtage sig ansvaret.

»Ved du hvad?« sagde en irriteret Trump til sidst. »Jeg skal sige dig noget: Jeg er stolt over at lukke regeringen ned over grænsesikkerheden, Chuck.«

»Det påtager jeg mig gerne,« fortsatte Trump. »Det vil være mig, der lukker det ned - jeg har ikke tænkt mig at give jer skylden for det.«

Donald vs. Nancy

Optrinnet rejser nye spørgsmål om, hvorvidt præsident Trump og politikerne på Capitol Hill kan opnå en aftale inden den 21. december, som er sidste frist for at holde regeringsfunktionerne i gang. De synes i hvert fald at være i færd med at nagle deres modsatrettede synspunkter til gulvet.

Der var også tale om to politikere, der spillede for hvert sit galleri: Trump syntes at appellere til sine kernevælgere, som ønsker at begrænse immigrationen, mens Nancy Pelosi formentlig havde de unge, liberale politikere i baghovedet, som hun skal sikre sig støtte fra, hvis hun ønsker posten som leder af demokraternes gruppe i Repræsentanternes Hus.

Kilder i Det Hvide Hus fortæller, at Trump respekterer det, han opfatter som Pelosis styrke i de politiske skyttegrave, men at han tirsdag søgte at undergrave hendes situation ved at sætte spørgsmålstegn ved hendes jobsikkerhed.

De kommer til at betale for den på den ene eller den anden måde.

»Nancy er i en situation, hvor det ikke er så let for hende at tale lige nu,« sagde han på et tidspunkt med en hentydning til Pelosis kamp for at sikre sig stemmer.

»Lad venligst være med at bedømme den styrke, jeg bringer med til dette møde som leder af demokraterne i Huset, som jo lige har vundet en stor sejr,« skød hun tilbage.

Hvem skal betale?

Senere på Capitol Hill lod Pelosi giften flyde, da hun under mere private former beskrev præsidentens opførsel over for et lokale fuldt af politikere.

»Den her historie med Trumps mur,« sagde hun til sine partifæller, »det er som om, det handler om manddom for ham - som om man nogensinde ville associere manddom med ham.«

Nancy Pelosi og Chuck Schumer skændtes også med Trump om finansieringen af muren, da præsidenten havde bedyret, at Mexico ville betale for den via de penge, som flød ind i USA som følge af den nye handelsaftale. Demokraterne svarede, at det aldrig ville komme til at ske. Nancy Pelosi insisterede på, at eventuelle økonomiske gevinster fra handelsaftalen skulle gå til amerikanske arbejdere og erhvervslivet, ikke til en grænsemur.

»Nå ja, men de kommer til at betale for den på den ene eller den anden måde,« insisterede Trump ifølge Pelosi.

Oversættelse: Lars Rosenkvist