Trump i hårdt angreb: »Fremtiden tilhører patrioter – ikke globalister«

Foto: CARLO ALLEGRI

Donald Trump leverer et nyt hårdt angreb på globalismen og indædt forsvar for sin nationalkonservative linje under sin tale på FNs generalforsamling.

Præsidenten siger, at fremtiden »tilhører patrioter«.

»Visse ledere sætter deres eget folks og deres eget lands gode først,« siger han.

»Fremtiden tilhører ikke globalister. Fremtiden tilhører patrioter. Fremtiden hører til suveræne og uafhængige nationer, der beskytter deres borgere, respekterer deres naboer og respekterer forskellene, der gør hvert land specielt og unikt.«

Trump opfordrer den »frie verden« til at »omfavne sit nationale fundament«.

»Ikke forsøge at slette dem eller erstatte dem,« siger Trump.

»Sandheden står klar: Hvis du vil have frihed, skal du være stolt af dit land. Hvis du vil have demokrati, skal du holde fast ved din suverænitet. Og hvis du vil have fred, så elsk din nation.«

Trump støtter også Brexit, og som en understregning af sit opgør med EU, siger han også, at han har haft et ”fantastisk” samarbejde med den britiske premierminister, Boris Johnson, for få en amerikansk-britisk handelsaftale i stand efter det britiske exit fra EU. 

»Da Storbritannien forbereder sig på at forlade EU, har jeg gjort det klart, at vi er klar til at gennemføre en ekstraordinær, ny handelsaftale med Storbritannien, der vil bringe enorme fordele for begge vores lande.«

Han retter også et hård angreb på socialismen for at være en undertrykkende styreform og lover, at »USA vil aldrig blive et socialistisk land« - her talte han direkte ind i den kommende præsidentvalgkamp i sit eget hjemland.

Omkring Kina sagde ham, at det er nødvendigt at bekæmpe kinesernes uretfærdige handelspolitik, og at han arbejdede målrettet på at v få en aftale med Kina.

»USA ønsker ikke en konflikt med nogen nation,« sagde præsidenten.

Omkring Iran sagde Trump, at »alle nationer har en pligt til at handle, ingen lande burde understøtte Irans blodtørst«.

Europa ønsker også at holde Iran i stram snor, så landet ikke udvikler atomvåben, men er uenig i metoden med Trump, der har opsagt Iranaftalen.

Præsidenten kom også ind på en af sine nationale mærkesager - indvandring - og angreb »radikale aktivister« og »grupper«, som han hævdede opfordrer til ulovlig indvandring.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA