Det var kort før stormen på Kongressen 6. januar, og general Mark Milley havde bange anelser om, hvad der var på vej.
I månedsvis havde præsident Donald Trump fremturet med, hvordan valgsejren var blevet stjålet fra ham, og det mindede topgeneralen om noget, han havde set i historiebøgerne:
Han prædiker »der Führers evangelium« med sine løgne, advarede Mark Milley sine nærmeste med henvisning til Adolf Hitler, og nu vil Trump måske fremprovokere sit eget »Reichstag-øjeblik«, der kan give ham en undskyldning for at sætte militæret ind, frygtede topgeneralen ifølge en ny bog, »I Alone Can Fix It«, som New York Magazine onsdag bringer uddrag fra.
Mark Milley er ikke hvem som helst, men forsvarschef i USA, og det var Donald Trump selv, der udnævnte ham i sin tid.

Men i private samtaler var han tilsyneladende dybt bekymret for, hvad præsidenten ville forsøge at bruge ham og militæret til.
Mark Milley optrådte sidste sommer sammen med Donald Trump på et berygtet billede, hvor præsidenten havde fået fjernet en demonstration med magt, så han kunne gå over gaden fra Det Hvide Hus til Lafayette-pladsen og posere med en bibel foran kirken.
General Milley undskyldte siden offentligt for at have været med:
»Jeg skulle ikke have været der. Min tilstedeværelse i det øjeblik og i den situation gav et indtryk af, at militæret var involveret i indenrigspolitik,« lød hans offentlige undskyldning få dage senere.
Efter Trumps valgnederlag sammenlignede Milley de mest inkarnerede Trump-støtter på gaderne med nazisternes brunskjorter, og Milleys bemærkning om Rigsdagen henviser til en brand i det tyske parlament i 1933, som nazisterne brugte som påskud til at stramme deres greb om magten.
Men forsvarschefen var stålsat på, at det ikke skulle lykkes Donald Trump at gennemføre et kup:
»Det kan godt være, at de prøver, men de får fucking ikke lov. Man kan ikke gøre det uden militæret. Man kan ikke gøre det uden CIA og FBI. Det er os, der har våbnene,« sagde Mark Milley angivelig til en gammel ven ifølge den nye bog.
Mark Milleys sammenligning af Donald Trump med Adolf Hitler lægger sig oven i lignende beskyldninger fra en anden bog, »Frankly, We Did Win This Election«. Her hævder forfatterens kilder, at Trump engang sagde til sin stabschef, John Kelly, at »Hitler gjorde mange gode ting«.
Det nægter Donald Trump selv at have sagt, skriver The Guardian.
Bogen »I Alone Can Fix It« er skrevet af to journalister fra The Washington Post, Carol Leonnig and Philip Rucker, og udkommer 20. juli i USA.