Trump efter besøg i totalt nedbrændt by: Nogle områder er endnu værre end dette

Præsidenten oplevede en gade fyldt med smeltede biler, sorte træstumper og fundamenterne af nedbrændte huse.

USAs præsident, Donald Trump, betragter de forkullede rester af byen Paradise i det nordlige Californien. Med på lørdagens rundvisning er Paradises borgmester, Jody Jones (nr. to fra højre), Californiens guvernør, Jerry Brown (t.h.), chefen for katastrofeenheden FEMA, Brock Long (nr. to fra venstre), og Californiens kommende guvernør, Gavin Newson. Saul Loeb/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er »sørgeligt at se« den totalt nedbrændte by Paradise i det nordlige Californien.

Det siger USAs præsident, Donald Trump, der lørdag er på besøg i det område, der er raseret af skovbrande.

Han fortæller, at han er kommet for at se det område, der er raseret af skovbrande, og fuldt ud forstå omfanget af ødelæggelserne.

»Vi må arbejde hurtigt. Forhåbentlig bliver dette den sidste af de her, for det var en virkelig, virkelig slem en,« siger præsidenten om branden i det nordlige Californien.

I Paradise er de eneste mennesker på gaderne redningsmandskab, der går omkring i de sodede murbrokker af en by, der tidligere husede 27.000 indbyggere.

»Jeg har fået fortalt, at det ikke er så slemt her som i andre områder. Nogle områder er endnu værre end dette, de er helt forkullede,« siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten så blandt andet en gade fyldt med smeltede biler, sorte træstumper og fundamenterne af nedbrændte huse.

For en uge siden skrev Trump på Twitter, at dårlig skovdrift var årsagen til, at brandene i Californien var blevet så voldsomme. Det udsagn har præsidenten fået en del kritik for.

Lørdag gentager han, at han mener, at Californien kan gøre mere ud af at rive det tørre krat væk i skovbundene, så ilden har mindre at tage fat i.

»Er det vores egen skyld? Virkelig?,« står der på et af de skilte, som demonstranter holdt op langs en af de veje, hvor præsidentens bilkortege passerede lørdag.

Trump landede ved 10-tiden lokal tid ved Beale Air Force base nord for den californiske hovedstad, Sacramento. Her blev han mødt af guvernør Jerry Brown og af Gavin Newsom, som vælgerne tidligere på måneden valgte til Browns afløser på guvernørposten.

Begge er demokrater og er ofte stærkt uenige med Trump. Men lørdag tilbringer de dagen med præsidenten og rejser rundt i Californien for med egne øjne at se de enorme ødelæggelser, brandene har forårsaget.

Den omfattende naturkatastrofe har indtil videre kostet 71 mennesker livet, siden den første brand brød ud den 8. november. Over 1000 er savnet.

/ritzau/AFP