Trump affyrer vred tweet-serie inden Rusland-undersøgelse: »Der er kæmpestore interessekonflikter«

Donald Trump går til angreb på Robert Muellers objektivitet, inden Mueller præsenterer nyt om Rusland-undersøgelsen.

Foto: Oliver Contreras / POOL

Inden klokken rundede 7:00 fredag morgen i Det Hvide Hus, havde præsident Trump affyret en serie af vrede tweets rettet mod den særlige anklager Robert Mueller.

Mueller er ved at lægge sidste hånd på en undersøgelse af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland frem mod præsidentvalget i 2016.

De mange tweets kommer blot få timer, inden Robert Mueller ventes at præsentere nye retsdokumenter med detaljer om, hvordan to af Trumps tidligere rådgivere - Paul Manafort og Michael Cohen - har forsøgt at forhindre eller hjælpe undersøgelsens arbejde.

I morgenens (indtil videre) fem opslag på det sociale medie Twitter går Trump til angreb på Robert Muellers neutralitet. Præsidenten kalder nok engang undersøgelsen for en »heksejagt«, antyder at der er en konspiration i gang mod ham, og beskylder Mueller for udelukkende at fokusere på republikanere.

»Vil Robert Muellers kæmpestore interessekonflikter blive nævnt i toppen af rapporten?« spørger Donald Tweet i et sine tweets.

Han insinuerer også, at Robert Mueller kan have samarbejdet om rapportens konklusioner med den tidligere FBI-direktør, James Comey, som Donald Trump selv fyrede i 2017.

»Robert Mueller og lyvende, lækkende James Comey er bedste venner - bare én af Muellers mange interessekonflikter,« skriver præsidenten.

Trump beskyldte også flere af anklagerne fra Robert Muellers hold af efterforskere for at være utroværdige og politisk allierede med Demokraterne.

(Her kan du læse Berlingskes 10 korte kapitler, der forklarer »skandalen, der kan ødelægge Donald Trump.).

De seneste uger er Muellers Rusland-undersøgelse gået ind i sin afgørende fase. Sidst i november kom det frem, at Mueller mener, at Trumps tidligere rådgiver Paul Manafort bevidst har løjet flere gange for undersøgelsens efterforskere. Han havde ellers indvilget i at samarbejde med Mueller-undersøgelsen i håb om at få en kortere straf.

Nu kan Manafort i stedet bliver sigtet for nye forbrydelser. Den sag vil Muellers dokumenter kaste mere lys over senere i dag.

Trump har gentagne gang afvist at have samarbejdet med Rusland frem mod valget i 2016.