Den mere smitsomme deltavariant af coronavirussen har ikke kun fået fat i Europa, men er også på tour de force i USA.

Det får nu de amerikanske myndigheder til at frygte, at smitten kan stige så meget, at landet kan blive ramt af en ny smittebølge.

Det skriver The Washington Post.

Ifølge de amerikanske myndigheder med ansvar for smitten tegner deltavarianten sig nu for 83 procent af alle nye infektioner, hvilket har givet anledning til bekymring.

Dominansen kan også ses i det daglige antal af smittede, der i juli er steget til 44.000 smittede om dagen. Måneden forinden var tallet 13.000.

Amerikanske Centers for Disease Control (CDC) har luftet sin bekymring i offentligheden.

Direktør Rochelle Walensky forklarede ved en pressebriefing torsdag, at deltavarianten »er en af ​​de mest smitsomme luftvejssygdomme«, hun har set i sine 20 års arbejde med sygdomme og infektioner.

Hun advarer om, at USA – igen – befinder sig ved »et afgørende punkt« i pandemien, hvor flere hospitaler er ved at nå deres kapacitetsgrænse, som det er set tidligere.

De amerikanske myndigheder frygter den stigende skepsis og modstand mod vacciner, der spreder sig i visse befolkningsgrupper i landet.

USA kom ellers hurtigt fra start ved vaccineudrulningen, og præsident Joe Biden satte et stort mål om, at 70 procent af befolkningen skulle være vaccineret i starten af juli. Men det mål er endnu ikke nået. Senest har Joe Biden allieret sig med den 18-årig popsanger Olivia Rodrigo i håb om at få flere til at takke ja til vaccinen.

Rochelle Walensky opfordrer skeptiske borgere til at tage imod vaccinen – hvis ikke for deres egen skyld, så for andres:

»Vi er nødt til at stå sammen som en nation for at beskytte vores eget helbred, vores børns og samfunds (...) med de midler, vi har til rådighed«.

En lignende melding er løbende kommet fra præsidenten, der kalder vaccinationerne »gigantisk vigtige« i USAs kamp for at opnå normale tilstande.

Som et resultat af den stigende smitte gør mundbindene comeback i disse uger flere steder i USA – blandt andet i Los Angeles. Det gælder også for de vaccinerede borgere, der skal bære beskyttelse i alle forretninger og offentlige indendørs rum. Senest har også de vaccinerede spillefugle i Las Vegas fået besked på at tage mundbind på igen.