Senatet nedstemmer Trumps budgetforslag

Den amerikanske præsident, Donald Trumps seneste budgetforslag får ikke tilskrækkeligt med stemmer i Senatet. Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHAEL REYNOLDS

Senatet stemmer Trumps nye budgetforslag ned
Der er stadig hårdknude i de amerikanske budgetforhandlinger. To budgetforslag er stemt ned.

De amerikanske politikere må på den igen.

To forslag, der skulle løse krisen med det manglende budget for 2019, blev sent torsdag dansk tid stemt ned.

Det første forslag, der faldt, kom fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, kunne det have været slut med nedlukningen af den amerikanske stat.

Men republikanere og demokrater er fortsat rygende uenige, og det er stadig Trumps krav om, at budgettet skal indeholde 5,7 milliarder dollar til finansiering af en grænsemur til Mexico, der blokerer.

Demokraterne vil ikke være med til det, og derfor faldt præsidentens forslag.

Det var også ventet, da forslaget skal have mindst 60 af Senatets 100 medlemmer bag sig. Trumps republikanere sidder på 53 af pladserne, mens Demokraterne har 47.

Det andet forslag faldt kort efter - også som ventet.

Det kom fra Demokraterne og sigtede på midlertidigt at standse nedlukningen af staten og så drøfte en løsning på uenigheden om grænsen sideløbende.

Staten har været nedlukket i 34 dage nu, og omkring 800.000 statsansatte har ikke fået løn.

Hvis Trumps forslag mod forventning var blevet vedtaget i Senatet, var vejen dog ikke banet for Trump og hans mur.

For hans budget skal også godkendes i Repræsentanternes Hus, det andet kammer i Kongressen. Her sidder et demokratisk flertal klar til at stemme hans budget ned.

Problemerne med at nå til enighed om budgettet har i øvrigt medført, at præsidentens årlige tale om nationens tilstand - State of the Union - udskydes.

Men Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus og demokrat, skrev onsdag i et åbent brev, at Demokraterne ikke vil give de nødvendige tilladelser til at lade Trump tale i Kongressen.

Når staten er genåbnet, vil hun dog gerne stille en talerstol til rådighed for Trump.

Talen skulle være holdt den 29. januar.

Trump har meddelt, at han holder talen, når nedlukningen er slut.

/ritzau/Reuters