Så fik USAs ambassadør i Danmark en »uhørt« opringning fra Jeppe Kofod. Og det er ikke normalt

Ambassadør Carla Sands afslutter sin periode i Danmark med en diplomatisk skideballe. Som den første nogensinde. For normalt blander Danmark sig ikke i indre amerikanske anliggender.

»Det er afgørende vigtigt, at man ikke har bøller, der afbryder de folkevalgte i Kongressen, og det er vigtigt, at den demokratiske proces respekteres fuldt ud,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det var ikke en opringning, som Carla Sands, den amerikanske ambassadør, med stor glæde modtog.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ringede torsdag på baggrund af begivenheder torsdag morgen til ambassadøren og afleverede et budskab til præsident Donald Trump: Det lød i korthed: Anerkend dit nederlag og sørg for en fredelig overdragelse af embedet til den kommende præsident, Joe Biden.