Protester eksploderer på ny – Trump flygtede ned i underjordisk bunker

Voldsomme protester mod politivold mod sorte i USA fortsatte natten til mandag i en række byer. Siden fredag har der også været store demonstrationer foran Det Hvide Hus. Trump blev ført ned i underjordisk bunker, der sidst blev brugt under terrorangrebet 11. september 2001.

En politibil blev sat i brand i Boston under en af mange nye protester natten til mandag mod drabet på den afroamerikanske mand, George Floyd, under en anholdelse i Minneapolis for en uge siden. Maddie Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Nervøsiteten voksede og voksede inde i Det Hvide Hus. Oprørte demonstranter i hundredvis samlede sig uden for hegnet, råbte slagord mod præsident Trump og kastede med alt fra flasker til sten.

Snart blev det hele bare for meget for Secret Service. Agenterne fra sikkerhedstjenesten blev ængstelige for præsidenten og førte ham hurtigt fra Det Hvide Hus ned i den underjordiske bunker, som tidligere er brugt ved terrorangreb mod USA, skriver The New York Times.

11. september 2001 blev vicepræsident Dick Cheney også bragt ned i bunkeren, som man efter sigende kommer til via en labyrint af tunneller under Washington D.C. Dengang skete det, fordi myndighederne frygtede, at et af de fly, der blev kapret af terrorbevægelsen al-Qaeda, var på vej mod Det Hvide Hus.

Lidt senere samme dag blev præsident George W. Bush, der var ude af byen indtil om aftenen, i hastværk også ført til bunkeren efter en falsk alarm om endnu et kapret fly.

Og fredag skete det så igen: Præsident Donald Trump blev angiveligt ført ned i bunkeren om aftenen – den første aften med demonstrationer i hovedstaden mod politivold mod sorte.

Protest i Atlanta natten til mandag. Elijah Nouvelage/AFP/Ritzau Scanpix

Det er uklart, om Melania Trump og parrets søn, Barron, også var med, men situationen tilføjer et nyt kapitel til de voldsomme protester, der fortsatte i en stribe byer natten til mandag, og som myndighederne har mistet kontrollen med.

Protesterne begyndte for en uge siden i Minneapolis efter afsløringen af en video, hvor en hvid betjent i næsten ni minutter pressede sit knæ ned i nakken på den anholdte 46-årige George Floyd, der lå på jorden på maven.

»White Silence Violence«, som der står på et af skiltene, er blevet et nyt motto for de protesterende. Der ligger i det, at hvis man som hvid blot forholder sig tavs til politivolden mod sorte, så er man indirekte med til at støtte volden. Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix

Til trods for at Floyd gentagne gange sagde, at han ikke kunne få luft, og forbipasserende advarede betjenten om, at der kom blod ud af Floyds næse, blev betjenten blot siddende på samme måde – og fortsatte selv efter at George Floyd besvimede.

Fredelige protester udviklede sig

Protesterne begyndte fredeligt, men har siden udviklet sig voldeligt med optøjer, ildspåsættelser og plyndringer af butikker. Ikke blot i Minneapolis, men også i en række andre byer, som protesterne har bredt sig til.

Afroamerikanere udgør den største befolkningsgruppe i Washington D.C., og byen har mange gange tidligere været kampscene for krav om sortes rettigheder, herunder en bedre retssikkerhed. Tasos Katopodis/AFP/Ritzau Scanpix

I en række stater er Nationalgarden sat ind for at hjælpe politiet, og den ene by efter den anden har i løbet af weekenden indført udgangsforbud fra om aftenen til næste morgen.

Flere demonstranter trodsede igen natten til mandag udgangsforbuddet i en række byer.

I Washington blev der affyret tåregas, og der blev antændt kæmpe bål få gader fra Det Hvide Hus. I New York udbrød der kaos, da hundredvis løb fra en brændende bil. Og i Los Angeles udnyttede nogle som natten før uroen til vandalisme og plyndringer af butikker.

I ugevis har gaderne ligget øde hen i New York på grund af coronakrisen. Nu vælter folk ud på gaden for at protestere mod politivold mod sorte. Som her natten til mandag. Justin Heiman/AFP/Ritzau Scanpix

Med også betjente har denne weekend skabt uacceptable situationer. Fra flere byer forlyder det, at betjente uhæmmet har skudt med gummikugler på både fredelige protesterende og tilfældige forbipasserende, så snart udgangsforbuddet trådte i kraft.

En video har afsløret, hvordan betjente og soldater fra Nationalgarden skød gummikugler på beboere, der stod fredeligt på deres terrasse. På videoen, der blev lagt på Twitter, kunne man se, at folk løb paniske ind i huset efter at være blevet beskudt, og at en person blev ramt.

Demonstranter vandrede søndag på hovedvejen i St. Paul, Minnesota. Scott Olson/AFP/Ritzau Scanpix

Såvel de protesterende som George Floyds familie er utilfredse med, at kun betjenten, Derek Chauvin, fredag blev arresteret og sigtet for uagtsomt manddrab for at sidde med sit knæ på den dræbtes hals.

De vil også have de tre øvrige tilstedeværende betjente anholdt.

Men midt under de nye protester i aftes fik George Floyds familie i sorgens stund trods alt en overraskende indrømmelse leveret på den mest usædvanlige måde.

Protest i New York City natten til mandag. Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix

CNN-journalisten Sara Sidner havde netop på direkte TV interviewet Minneapolis' politichef, Medaria Arradondo, midt på gaden mellem en masse demonstranter.

Men da de hjemme i CNNs studie samtidig havde George Floyds bror, Philonise Floyd, igennem, spurgte de fra studiet Sara Sidner om, hun ikke lige kunne gribe fat i politimesteren på ny.

Hun brød ind i en samtale, politimesteren havde med andre på gaden, for at sige, at hun havde et spørgsmål direkte fra Philonise Floyd – nemlig hvorfor de tre andre tilstedeværende betjente ikke var fængslet?

Demonstranter i protest mod rækken af politifolk foran Det Hvide Hus. Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix

Medaria Arradondo tog omgående sin politimesterkasket af i respekt for familien og talte for første gang til familien. På direkte TV, mens hele USA så med.

»Tavshed er en handling. Og dermed er man medskyldig,« sagde han med henvisning til, at de tre endnu ikke anholdte betjente ikke stoppede deres kollega, Derek Chauvin.

»Så er man medskyldig,« gentog politimesteren. »Hr. Floyd døde i vores hænder, og derfor ser jeg det som medskyldighed.«

Hvad efterforskerne i sagen om af de øvrige tre betjente når frem til, ved ingen dog endnu. Men politimesteren i byen har nu på nationalt TV sagt, hvad han mener om sine egne betjentes gerning.

Man kunne nu se både ham og broderen i TV-billedet på en splitskærm.

Philonise Floyd begyndte at græde, men det gjorde CNN-journalisten Sara Sidner også.

Som en klar påmindelse om, at sagen om George Floyds i disse dage rører USA på en helt særlig måde.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA