Præsidenten talte og talte. Pludselig gik TV-signalet i sort

Mens præsident Donald Trump buldrede om valgfusk fra talerstolen i Det Hvide Hus, forsvandt TV-signalet pludselig på flere stationer. »Vi vil ikke viderebringe falske budskaber,« lyder forklaringen fra TV-stationerne.

Der skal noget til at afbryde en amerikansk præsident, der står på talerstolen i Det Hvide Hus.

Men præcis dét var grebet, som en række amerikanske TV-stationer og nyhedsmedier tyede til, da Donald Trump natten til fredag holdt pressemøde og igen erklærede, at han har vundet præsidentvalget, og at Demokraterne nu benytter omfattende valgfusk til at stjæle valgsejren fra ham.

TV-stationer som ABC, CBS og NBC trykkede på stopknappen og afbrød forbindelsen midt under transmissionen fra Det Hvide Hus.

TV-stationerne konkluderede, at præsidentens påstande om, at der foregår omfattende valgsvindel, og at man nu reelt er i gang med at stjæle hans valgsejr, var uunderbyggede og uden bevis, og at man derfor ikke ville lægge sendeflader til påstande, som hverken præsidenten eller hans folk hidtil har kunnet fremlægge beviser for.

Derfor valgte stationerne at klippe tilbage til deres studier, hvor værterne så forklarede, hvorfor man afbrød transmissionen, og hvorfor man nu blandt andet ville gennemføre nye faktatjek af præsidentens udsagn.

»Okay. Så står vi igen i den usædvanlige situation, hvor vi ikke alene afbryder USAs præsident, men også må korrigere den amerikanske præsident. Vi ser ingen beviser for, at der er afgivet ulovlige stemmer under valget, og der er intet bevis for, at Donald Trump har vundet valget,« lød det fra MSNBC-værten Brian Williams natten til fredag.

Fast retorik fra præsidenten

Præsident Trump har i både ord og tweets konkluderet, at »de« – underforstået kræfter fra Det Demokratiske Parti – er i fuld gang med at stjæle den valgsejr, som han har erklæret er uundgåelig.

Flere steder i USA er tilhængere og modstandere af Donald Trump stødt sammen efter valget i tirsdags. I flere tilfælde har amerikansk politi måttet beskytte lokaler, hvor der stadig tælles stemmer. Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix

Det blev tydeligt allerede på valgnatten i tirsdags, da han for første gang åbent talte om valgfusk og krævede, at man stoppede med at tælle blandt andet brevstemmerne i flere stater.

Det krav vakte bestyrtelse i dele af USA. Mens Demokraterne og flere juraeksperter konkluderede, at der intet bevis findes for påstandene, har mange Trump-tilhængere taget påstandene om svindel til sig og blandt andet demonstreret foran nogle af de lokaler, hvor der stadig tælles.

Allerede inden valget buldrede præsident Trump mod det amerikanske system med brevstemmer, som han mener er det samme som at tillade omfattende svindel med stemmerne.