Planlagde de terror? Fire unge mænd anholdt i New York – 23 håndvåben beslaglagt

Med en uheldig bemærkning tiltrak en stor dreng sig opmærksomhed, og det førte til optrevlingen af det, der muligvis har været en terrorcelle.

Vincent Vetromile, Brian Colaneri og Andrew Crysel (fra venstre til højre) er anholdt på en mistanke om planlægning af terror i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT/Ritzau Scanpix

En tilsyneladende henkastet bemærkning i et gymnasiums kantine udløste en efterforskning, som afslørede et våbendepot og en plan om at angribe et muslimsk samfund i delstaten New York.

Bemærkningen blev fremsat af en 16-årig elev på Greece Odyssey Academy i Greece, N.Y. Fredag viste han sine klassekammerater et billede og sagde, at personen på fotografiet lignede en mulig skoleskyder.

Det alarmerede de tilstedeværende, som skyndte sig at melde episoden til skolens ledelse. Det lokale politi blev kontaktet, og der blev gennemført en række afhøringer for at afgøre, om der forelå en reel trussel.

Truslen, viste det sig, stammede fra den 16-årige selv. Han havde sammen med tre kammerater opbygget et lager af 23 håndvåben og tre hjemmelavede bomber som et første skridt i en plan om at angribe det afsidesliggende muslimske samfund Islamberg omkring 240 kilometer nord for New York City.

De tre kammerater, 19-årige Vincent Vetromile, 20-årige Brian Colaneri og 18-årige Andrew Crysel, blev anholdt i deres hjem i Rochester og anklaget for ulovlig våbenbesiddelse og sammensværgelse, viser retsdokumenterne. De fremstilles for en domstol senere i dag.

En fjerde person er anholdt og anklaget for de samme forbrydelser. Men da han er mindreårig, er hans navn ikke blevet offentliggjort.

Tidligere spejdere

Der foreligger indtil videre ingen anklage om terror. Men anklageren Sandra Doorley sagde tirsdag, at anklagemyndigheden deltager i efterforskningen, og at yderligere anklagepunkter stadig er en mulighed.

Det er fortsat uklart, hvordan de fire mistænkte er forbundet, eller hvordan de har mødt hinanden, men i hvert fald har tre af de fire en fortid som spejdere, oplyser politiet i Greece, som er en forstad til Rochester helt oppe ved Lake Ontario og grænsen til Canada.

Patrick Phelan i den lokale avis, Democrat & Cronicle

»Den fyr, der slog alarm, reddede folks liv. Men alt fungerede, ingen er døde, og det er en god historie.«


Ifølge politichef Patrick Phelan har de fire unge mænd arbejdet med planlægningen af angrebet i en måneds tid. De kommunikerede på Discord – et chatrum, som oprindeligt blev oprettet med henblik på videospil, men som siden er blevet populært blandt højreorienterede aktivister.

Myndighederne kom kun på sporet af planerne, fordi de gav sig til at efterforske episoden på gymnasiet, siger Phelan. Hvis eleverne ikke havde talt åbent om deres bekymringer, »ville mennesker være omkommet«.

Under efterforskningen beslaglagde politiet 23 haglbøsser og geværer samt tre hjemmelavede bomber, som angiveligt var fyldt med sortkrudt og søm. De er sendt til undersøgelse på FBIs laboratorium i Quantico, Virginia.

Muslims of America

Islamberg er en lille landsby omtrent halvvejs mellem Rochester og New York City, som kun kan nås ad snørklede landeveje.

Byen blev grundlagt i 1980erne af tilhængere af en pakistansk mystiker ved navn Mubarak Ali Shah Gilani. De første indbyggere var overvejende sorte, amerikanske muslimer, der ønskede at forlade New York City og finde et bedre sted at praktisere deres religion. Byen er samtidig hovedkvarter for organisationen Muslims of America.

I de senere år er Islamberg flere gange blevet angrebet af anti-muslimske grupper og højreorienterede konspirationsteoretikere, der hævder, at byen trods sin fredelige historie i virkeligheden er en træningslejr for terrorister.