Tomasz Sulczynski havde kørt i fire timer gennem det øde Alaska, da det største jordskælv i et halvt århundrede fredag morgen begyndte at lave numre med vejen under hans bil.
Han var startet i den lille fiskerlandsby Homer nede ad kysten og var på vej til lufthavnen i Anchorage sammen med sin kæreste, Rebecca Taylor, i en rød GMC Terrain. Men pludselig befandt de sig med bil og bagage i et tre meter dybt jordfaldshul.
Billeder af den forvredne vej gik verden rundt i løbet af weekenden, og mindede alle om, hvilke ødelæggende kræfter Alaska blev udsat for, da et jordskælv på 7,0 på richterskalaen ramte området fredag aften klokken halv syv dansk tid. Mange var overraskede over, at bilens passagerer havde overlevet.
Den 46-årige Sulczynski var selv lidt fortumlet, men han havde også et fly, han skulle nå.
Sammen med Rebecca Taylor krøb han ud af bilen, klatrede hen over de løse flager af vejbane og op af hullet. Så blaffede de til lufthavnen et par kilometer væk – og nåede flyet.
»Det var ligesom det, der var meningen med det hele,« sagde Sulczynski senere. »Det forekom alt sammen så surrealistisk og skete så hurtigt, at der faktisk ikke var tid til at blive bange.«
Mange mennesker rundt om i Alaska reagerede med munterhed på historien: Det er bare så typisk for Alaska!
En munter post på Facebook
Staten kaldes ikke uden grund »den sidste vildmark,« og indbyggerne bryster sig af en særlig robust og uforfærdet indstilling til tilværelsen. Det er en indstilling, som med et moderne udtryk kan forekomme andre amerikanere lovlig selvfed, men den bliver påtvunget indbyggerne i Alaska vinter efter vinter. Dagliglivet i staten kan være hårdt, men der er også megen værdighed at hente i modstandskraften.
Rebecca Taylor og Thomasz Sulczynski er blevet den seneste legemliggørelse af dette grundsyn: Selv når naturen viser sig fra sin værste side, fortsætter man i Alaska med dagens dont uden at jamre.
»Køreturen til Anchorage gik ikke helt som planlagt!« skrev Sulczynski senere i sin billedtekst på Facebook, og det vakte megen moro.
Julie Davis, der selv er fra Homer, sammenfattede chokket og lettelsen i sin reaktion på hans opslag: »Et øjenvidne er netop blevet interviewet på TV. Han fortalte, at I forlod bilen og begav jer ud mod lufthavnen for at nå et fly. I er i sandhed fra Alaska!«
Jordskælvet blev straks sammenlignet med det værste nogensinde, der lagde store dele af det gamle Anchorage øde i 1964. Dette jordskælv var med sine 9,2 på richterskalaen det værste i USA nogensinde og det næstkraftigste, som nogensinde er målt i verden. Det kostede flere end hundrede mennesker livet og udløste en tsunami, der tilintetgjorde mange små byer langs Alaskas kyst.
Der er Alaska. Og så »the lower 48«
Fredagens jordskælv havde epicenter blot en halv snes kilometer fra Anchorage, men til gengæld lå det temmeligt dybt – omkring 45 kilometer under jordens overflade. Sammen med de strikse regler for byggeri, som blev indført i delstaten efter jordskælvet i 1964, betød det, at der ikke har været nogen dødsfald og kun to meldinger om sammenstyrtede bygninger.
Så selv om der har været en række efterskælv, og folk fortsat bliver vækket om natten, så har de fleste indbyggere allerede lagt jordskælvet bag sig.
Den 27-årige Teodore Odena siger, at reaktionen er arketypisk for Alaska.
»Vi er tykhudede,« siger han under morgenmaden på Snow City Café i Anchorages centrum. Og så griber han til det gængse udtryk for de mere almindelige, sammenhængende stater, alle vi andre kender som USA:
»Ikke for noget, men når det gælder the lower 48, så hører du om det, hver gang de har en snestorm. Men det med elementernes rasen er altså bare en del af tilværelsen her, og det er med til at give os hår på brystet. Vi klemmer bare på!«
Odena var på vej til arbejdet i Alaska Department of Fish and Game fredag morgen og troede først, at han var punkteret. Det gik først op for ham, at der var tale om et jordskælv, da vejen begyndte at hoppe og danse, og de svajende gadelamper gav sig til at blinke.
Da han nåede ind på kontoret, var møblerne væltet og havde blokeret en gang, og folk var i færd med at evakuere bygningen.
Det kommer til at tage lidt tid at få ryddet op, indså han.
Oversættelse: Lars Rosenkvist
