På dagen, hvor Republikanerne afgør Liz Cheneys politiske fremtid, faldt en harmdirrende advarsel

Det er blevet afgørelsens time for Liz Cheneys, der er blevet ansigtet på anti-Trump-bevægelsen i det republikanske parti. Republikanerne og Donald Trump vil have Liz Cheney smidt på porten. Selv fastholder hun hårdnakket sin kritik af Donald Trump til det sidste.

Republikaneren Liz Cheney talte tirsdag aften for sit politiske liv i Repræsentanternes Hus. Republikanerne skal i dag stemme om hendes fremtid i partiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

På tærsklen til afstemningen, der skal afgøre hendes politiske fremtid, fastholder Liz Cheney sin kritik af Donald Trump – den kritik, der er årsagen til, at Republikanerne i dag skal stemme om hendes rolle i partiet.

»Vi må stå fast på sandheden. Jeg vil ikke læne mig tilbage og se til i tavshed, mens andre fører vores parti ned ad en vej, der giver slip på retsstatsprincippet og slutter sig til præsidentens korstog for at underminere vores demokrati,« lød det fra talerstolen i Repræsentanternes Hus tirsdag aften.

Liz Cheney, der er nummer tre i det republikanske partis ledelse, har ikke været populær i store dele af Det Republikanske Parti, efter at hun tidligere på året stemte for en rigsretssag mod Donald Trump.

Republikanerne er klar til at afsætte Liz Cheney fra den magtfulde position i partiet, fordi hun ikke er enig i påstanden om, at sejren ved præsidentvalget i 2020 blev stjålet fra Donald Trump. Leder af Republikanerne i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, sagde tidligere på ugen til Fox News, at Liz Cheneys holdning »er med til at splitte partiet« og at partiets lederskab »må stå samlet« om at støtte Donald Trump.

Den holdning, deler Liz Cheney på ingen måde. Hun advarer derimod mod at støtte den tidligere præsident, som hun anser for en trussel mod demokratiet.

»I dag står vi over for en trussel, som Amerika aldrig har set før: En tidligere præsident, der fremprovokerede et voldeligt angreb på Kongressen i et forsøg på at stjæle valget.«

Liz Cheney frygter, at Donald Trump risikerer at anspore til yderligere vold, hvis ikke Republikanerne tager afstand til ham og anerkender hans påstande som løgn.

»Fordi han (Donald Trump, red.) fortsætter med at underminere den demokratiske proces, sår han frø af tvivl om, hvorvidt demokrati overhovedet fungerer.«

Republikanernes Elise Stefanik, der møder støtte fra både den republikanske ledelse og Donald Trump, står klar i kulissen til at tage over efter Liz Cheney, såfremt Cheney senere i dag taber afstemningen blandt Republikanerne i Repræsentanternes Hus.