Oprørt Pompeo: Putin fik uimodsagt lov til at »udspy propaganda« til hele verden

Vladimir Putin udnyttede fuldt ud, at han afholdt pressemøde solo uden Joe Biden, og det har fået USA til at se »svag« ud, at der mod kutyme ikke var en amerikansk præsident til at konfrontere den russiske præsident ansigt til ansigt efter deres fælles møde, siger den tidligere amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo.

Donald Trumps tidligere udenrigsminister, Mike Pompeo, er oprørt og forbløffet over, at den russiske præsident, Vladimir Putin, uimodsagt fik lov til at »udspy propaganda« til hele verden efter sit første møde med USAs præsident, Joe Biden, onsdag.

Da Vladimir Putin på sit efterfølgende pressemøde blev spurgt om sin dystre rekord for brud på menneskerettigheder, begyndte han i stedet at tale om USAs fængslinger af terrorister på Guantanamo, Black Lives Matter-optøjer og våbenkriminalitet i amerikanske byer.