Obama er vild med ham, og Danmark er hans forbillede: Her er Demokraternes unge komet

Der er flere grunde til, at den blot 37-årige præsidentkandidat og borgmester Pete Buttigieg, der på rekordtid er stormet frem i meningsmålingerne og nu er i top fem blandt de 23 demokratiske præsidentkandidater, er »virkelig imponeret« af Danmark.

Hans øjne plirrer også af begejstring, mens han stående på en parkeringsplads i sin hjemby South Bend i det nordlige Indiana fortæller Berlingske om sit besøg i København i foråret 2016.

Begejstringen er endda så stor, at han straks efter sin hjemkomst for tre år siden kopierede København.

Under sit besøg i Danmarks hovedstad var han med på cykeltur rundt i byen sammen med blandt andet overborgmester Frank Jensen for at få ny inspiration til at omdanne sin egen by med 101.000 indbyggere fra en nedslidt og udslukt tidligere stålby i Rustbæltet til en moderne, grøn og smart indrettet by.

Og i København så Demokraternes nye komet og mulige udfordrer til Donald Trump ved præsidentvalget i 2020 for første gang fritstående delecykler, der ikke skulle låses i særlige stativer før og efter brug.

Tilbage i South Bend kontaktede han derfor omgående selskabet Limebike for at få firmaet til at vælge hans by som sit tredje marked i USA.

Så i dag fræser folk rundt på firmaets citrongrønne delecykler på hans bys nye cykelstier efter inspiration fra Danmark.

»Noget af det, der virkelig slog mig i København, var – som det blev forklaret til mig – at tilbage i 1960erne og 1970erne var der end ikke nær det samme niveau som i dag af cyklister og venlighed over for fodgængere. Så det er ikke noget, der bare sker på grund af en skandinavisk magi,« siger han og påpeger:

»Udviklingen er kommet på grund af en række bevidste politiske beslutninger. Og jeg mener, at amerikanske byer også må tage målrettede beslutninger for at gøre det nemmere for folk at bevæge sig rundt.«

Pete Buttigieg ser også Danmark som et forbillede på et andet meget stort område, hvilket vi skal vende tilbage til.

Men hvem er egentlig »Borgmester Pete«, som han ofte blot kaldes, da ingen rigtig kan finde ud af at udtale hans efternavn. Hvilket også er grunden til, at hans præsidentkampagne har fået lavet T-shirts, hvorpå der med store typer blot står »Boot Edge Edge« for måden, man udtaler hans efternavn.

Men det er ikke kun hans efternavn, der gør ham særlig som præsidentkandidat. Det er også, at han er gift med en mand, 29-årige Chasten Glezman, som Pete Buttigieg mødte på dating appen Hinge i 2015, og hans begavelse.

Den klogeste

Når man i South Bend spørger folk, hvad de mener om deres Harvarduddannede borgmester og præsidentkandidat, er det ganske påfaldende, at stort set alle – venner som fjender – straks begynder at tale om hans intelligens.

»Han er den klogeste, jeg nogensinde har mødt,« lyder det igen og igen.

Allerede som teenager gjorde Pete Buttigieg, der er søn af professorer fra det lokale universitet Notre Dame, sig bemærket med sin enestående forståelse af nationaløkonomi.

Og det er blevet en fortælling i sig selv, at han kan tale eller begå sig på otte sprog, herunder norsk, maltesisk, spansk, italiensk, fransk, arabisk og dari, som tales i Afghanistan.

Pete Buttigieg har både givet interview og holdt pressemøder på flere af de forskellige sprog, han taler. Washington Post har lavet denne video, der giver en fornemmelse af hans sprogevner. 

Han skrev sågar en hilsen på dansk i sin nye bog »Shortest Way Home«, da en dansk kvinde, Alberte, i februar fik signeret et eksemplar.

Som Chasten Glezman, Pete Buttigiegs mand, stolt fremviser og skriver på Twitter, så skriver Buttigieg naturligvis en hilsen på dansk i hans selvbiografi til en dansk læser.

Hans mangeårige mentor, den 71-årige Julia Chismar, som var hans økonomilærer i gymnasiet, fortæller til Berlingske, hvordan hendes tidligere elev allerede for 20 år siden havde en plan om at lære sig selv en stribe sprog.

»Han fortalte mig, at hans mål var at lære et sprog fra hvert kontinent, så han kunne lære af folk fra alle kontinenter,« fortæller hun. »Han var dengang kun 17 år, men han lærte mig mere, end jeg lærte ham. Hans intellektuelle nysgerrighed er uendelig. Han lærer konstant.«

Det år, hun underviste ham i økonomi i high school, deltog klassen i en landsdækkende økonomikonkurrence og kvalificerede sig til finalen, der blev afholdt i Washington D.C.

Teenageren Pete Buttigieg holdt et oplæg om monetær økonomisk politik.

»En kom hen til mig bagefter og sagde: »Hvem i alverden er den fyr?«« fortæller Julia Chismar, der ikke er det mindste overrasket over, at hendes tidligere mønsterelev stiller op til det amerikanske præsidentvalg og er strøget frem i meningsmålingerne på ingen tid.

»»Husk hans navn«, fløj det bare ud af munden på mig. Det var min umiddelbare reaktion. Jeg vidste bare, at Pete en dag ville blive til noget stort. Jeg vidste ikke hvad. Men uden tvivl noget stort,« siger hun.

Tidligere præsident Barack Obama så det komme for nogle år siden.

Obama havde således allerede i 2016 den dengang kun 34-årige Buttigieg på sin shortlist over nye, yngre politiske talenter, der kunne sikre det demokratiske parti et stærkt generationsskifte.

Men i den brede offentlighed er det først inden for de seneste måneder, amerikanerne er begyndt at få øje på borgmesteren, der hidtil ikke, som sine konkurrenter til at blive demokraternes præsidentkandidat, har været landskendt.

Alligevel er han i flokken på 23 kandidater, der tæller en tidligere vicepræsident, seks senatorer og to guvernører, i dag i udbrydergruppen af de mest populære.

Demokraternes tidligere vicepræsident Joe Biden fører fortsat, men i den første og vigtige primærvalgsstat Iowa taber han langsomt terræn, mens blandt andet Pete Buttigiegs popularitet stille og roligt vokser sig stærkere.

På bare tre måneder er Buttigieg gået fra en støtte på bare én procent til 14 procent i Iowa, ifølge en måling for Des Moines Register og CNN. Han ligger dermed reelt på en delt andenplads med senator Bernie Sanders (16 procent) og senator Elizabeth Warren (15 procent). Biden fører med 24 procent. Men der er lang vej til mål, hvilket tidligere valg har vist. Her har tidlige topkandidater, som denne gang Biden, tabt terræn op til, at det virkelig gælder.

Pete Buttigieg er med sine 37 år ikke engang halvt så gammel som tidligere vicepræsident Joe Biden (76) og senator Bernie Sanders (77), der ifølge de hidtidige målinger fører kampen om at blive den demokratiske præsidentkandidat.

Ironisk nok vandt Buttigieg tilbage i gymnasiet en John F. Kennedy-essaykonkurrence, hvor han hyldede netop socialisten Bernie Sanders for at være »et fremragende og inspirerende eksempel« på en mand, der med høje idealer førte en autentisk politik.

I dag – to årtier senere – beskriver Buttigieg dog sig selv som en mand med et noget anderledes budskab.

Selv sælger han sig som et nødvendigt yngre pust, der kan sikre nytænkning og et tiltrængt generationsskifte. Samtidig med at han elsker at fortælle historien om, at han med sine otte år som borgmester har mere politisk erfaring end Donald Trump, der ingen havde som nyvalgt præsident.

Og at han med sine seks måneders udsendelse til Afghanistan for US Navy i løbet af sin første borgmesterperiode har mere militær erfaring end nogen af de fire tidligere præsidenter, herunder Donald Trump, der som ung undslog sig udsendelse fem gange ved bl.a. at påberåbe sig lidelsen hælspore.

På twitter har Buttigieg lagt et foto af sig selv i uniform fra Afghanistan. På billedet holder han et automatvåben, som millioner ejer i USA, og som ofte bruges ved skoleskyderier i USA. Han påpeger, at den type våben kun hører til i en krigszone: »Våben som disse har intet at gøre i civiles hænder.«

Politisk slår Pete Buttigieg sig op på en platform om »frihed, sikkerhed og demokrati«.

Han er i sin kampagne kommet med en ambitiøs langsigtet plan om at reformere den amerikanske Højesteret. Hans fokus er det problematiske i, at den er sammensat af dommere, der udpeges politisk for livstid efter indstilling af den til enhver tid siddende præsident.

For retten har det afgørende ord i en række følsomme værdipolitiske sager, herunder abort og retten til at eje og bære våben. I dag er fem af de ni højesteretsdommere blevet indstillet af republikanske præsidenter og de sidste fire af demokratiske.

Pete Buttigieg vil helt konkret ændre systemet ved at udvide antallet af dommere til 15, hvoraf fem har tilknytning til Demokraterne, fem har tilknytning til Republikanerne, mens de sidste fem er apolitiske dommere valgt af de ti politisk tilknyttede.

Eksperter i højesteret har dog stillet spørgsmål ved, om hans forslag er forfatningsstridigt. I forhold til sundhedsvæsenet, der i USA primært er baseret på private og arbejdsgiverbetalte forsikringer, har han sagt, at han ønsker et offentligt sundhedsvæsen »for alle der ønsker det«.

I forhold til klimaet har han sagt, at »The Green New Deal« – et forslag om at USA skal generere 100 procent af sin energi fra vedvarende energikilder inden for ti år – er »en god begyndelse«.

Og i forhold til det helt centrale spørgsmål om at skabe »muligheder« for amerikanerne, så de kan få deres jagt på »Den Amerikanske Drøm« til at gå i opfyldelse, er det, at Pete Buttigieg ser Danmark som et forbillede.

»Den Amerikanske Drøm lever bedre i Danmark end i USA,« fastslår han og forklarer:

»Som amerikaner er mit håb naturligvis, at vores nation vil lede verden med den amerikanske drøm. Men vi kan se, at når man fører en politik med fokus på at skabe lighed, så bliver folk bedre i stand til at leve det liv, de ønsker at leve. Og når man ser på statistikkerne, kan man se, at Danmark bedre har været i stand til at skabe lighed, sundhed, uddannelse og sikkerhed på flere områder, hvilket gør det muligt for folk født i alle samfundsklasser at bevæge sig op på et højere og bedre niveau.«

Her kan du se Peter Buttigieg fortælle, hvordan han ser på den danske samfundsmodel:

Sådan sejrer og fejler drømmen

Ifølge Pete Buttigieg er der i virkeligheden en meget enkel måde, hvorpå man kan måle, om den amerikanske drøm sejrer eller fejler.

»Hvis man vil vide, hvordan den amerikanske drøm har det, så kan man blot opgøre, hvor mange fra den nederste femtedel af økonomien, der formår at komme højere op og få det meget bedre senere i deres liv. Det plejede at være sådan, at hvis man var født i USA, så ville man næsten helt sikkert komme til at klare sig bedre end sine forældre. Men i dag er det i bedste fald kun halvdelen.«

Så selv om den amerikanske økonomi har udviklet sig positivt under præsident Trump, og arbejdsløsheden i dag er historisk lav, ser Buttigieg store grundlæggende problemer i USA. For landet er blevet dårligere til at bryde den sociale arv og gør ikke længere hver generation rigere, hvormed den amerikanske drøm svinder ind.

»Jeg er meget imponeret over lande, der har været i stand til at skabe flere muligheder, hvilket er det centrale i den amerikanske økonomiske model. Jeg ser frem til, at USA igen leder verden i social mobilitet, og jeg vil arbejde meget hårdt for, at det igen bliver muligt. Jeg er meget glad på danskernes vegne over, at I kan nyde jeres sociale mobilitet. Men jeg vil gerne sikre, at det også sker herhjemme i USA.«

Pete Buttigiegs største politiske resultat til dato er, at han efter sin tiltrædelse som borgmester i 2011 har formået at vende udviklingen i en døende by.

Da bilproducenten Studebaker forlod South Bend i 1963, mistede byen tusindvis af job, og lukningen af fabrikken indhyllede byen i en årtier lang økonomisk nedtur.

Da Buttigieg kom til som borgmester, gik han målrettet i gang med at trække nye virksomheder til byen i partnerskab med byens universitet, Notre Dame.

1.000 huse på 1.000 dage

Derudover lancerede han en ambitiøs plan om enten at renovere eller nedrive 1.000 boliger i løbet af 1.000 dage – et klassisk eksempel på datadreven politik, som han har udtænkt, efter han for år tilbage arbejdede som konsulent for det globale rådgivningsfirma McKinsey & Co.

»At opnå et så ambitiøst mål på et tidspunkt, hvor borgernes tillid har været trykket i bund i årtier, gør det lettere for borgerne at tro på, at vi kan udrette svære ting som by,« som han skriver i sin bog Shortest Way Home.

Lukningen af Studebaker havde efterladt South Bend med alt for mange huse, der selv flere årtier senere blot stod efterladte og forfaldt med træplader banket for vinduerne og dinglende nedløbsrør.

Ikke mindst i byens sorte og latinamerikanske fattigkvarterer satte forfaldet ind på alarmerende vis, og ubeboelige huse tiltrak både narkohandlere, hjemløse og vilde dyr. Ofte gik der midt i boligkvarterer ild i forfaldne huse med forældede elektriske installationer til stor fare og bekymring for lokale.

På den ene side høster Pete Buttigieg stor ros for at have sat ind med sin »1.000 huse på 1.000 dage«-plan for at genrejse byen. To måneder før hans egen deadline for projektet havde byen taget skridt i forhold til 1.122 huse, hvoraf de 60 procent var blevet revet ned, mens de sidste 40 procent var blevet renoveret.

På den anden side er der også kritikere i de sorte kvarterer. De finder, at han gik for drastisk til værks med for lidt tanke på, at der faktisk boede meget fattige mennesker i nogle af de forfaldne huse, og at disse borgere blot ikke havde råd til at sætte dem i stand.

Andre havde købt nedrivningsmodne huse for blot tusind dollar (6.600 kroner) i håb om, at købene en dag kunne ende som driftige investeringer.

På køretur med kritiker

Hans byrådskollega og partifælle, Regina Williams-Preston, var en af dem.

Mens vi kører rundt i byens fattigkvarterer med hende bag rattet, fortæller hun om, hvordan Pete Buttigiegs program kostede hendes familie flere investeringsejendomme, som hun og hendes mand ville renovere, hvilket de dog måtte opgive, da hendes mand blev alvorligt syg.

»Se alle de store åbne områder og grønne åbne plæner mellem husene,« siger hun, mens vi ruller ned ad gaden. »Alle de steder stod der forfaldne huse, der nu er revet ned.«

Selv om også hun mener, at det stod så alvorligt til med forfald og kriminalitet, at der måtte gøres noget, så blev hun som afroamerikaner vred over »den manglende menneskelige forståelse for, hvordan et sådant udviklingsprogram presser sorte ud af deres egne huse og kvarterer«.

»Nogle havde intetanende sågar fået sat deres hus på listen over dem, der skulle rives ned, selv om de stadig boede der.«

Regina Williams-Preston stillede op til byrådet og blev valgt ind på at være en kritisk stemme i forhold til Buttigiegs boligprogram.

Selv om hun fortsat er kritisk overfor, hvordan det blev grebet an fra starten, anerkender hun samtidig hans mål om at genrejse byen og hylder ham for at have afsat flere penge til renovering af huse til folk med lave indkomster.

»Den armod, vi har set i farvede kvarterer i South Bend og mange andre byer i USA, er et resultat af årtiers politik med racediskrimination og ekstremt lave lønninger,« siger hun og peger på den lave mindsteløn på 7,25 dollar i timen (48 kroner).

Regina Williams-Preston beskriver i dag sig selv som en kvinde, der har hjulpet Pete Buttigieg til at blive en bedre præsident, hvis han altså ender i Det Hvide Hus.

»Pete Buttigieg var kun 29 år, da han blev borgmester, og han kom fra en privilegeret baggrund og manglede derfor en forståelse for, hvad fattige i sorte kvarterer går igennem,« siger hun.

Men hun anerkender, at han er en mand, der lytter og lærer. Selv har Buttigieg erkendt under sin præsidentkampagne, at ikke alt i boligprojektet blev grebet rigtigt an fra begyndelsen.

»Jeg har sagt til ham, at jeg udfordrede ham af kærlighed. Og at man behøver krigsar,« siger Regina Williams-Preston.

»Og jeg tror, at han forstår det i dag. Han kan blive en fantastisk præsident. Og jeg håber, at hvis han bliver det, så vil han tænke tilbage på, at hans krigsslag her i South Bend har styrket ham.«

Men som demokratisk præsidentkandidat er det også af afgørende betydning at få de sorte vælgeres opbakning, og Buttigieg har som hvid mand en anden problematik.

Få måneder efter han i 2011 tiltrådte som borgmester, informerede FBI ham om, at efterretningstjenesten efterforskede South Bends første sorte politimester, fordi han havde optaget samtaler mellem betjente. Angiveligt fordi hvide betjente skulle have brugt racistiske udtryk om ham som chef.

Buttigieg har fastholdt, at han blot fyrede politimesteren af principielle grunde, da optagelserne var ulovlige, og at han derfor havde mistet tilliden til ham. Men i South Bend oprørte fyringen mange i det afroamerikanske miljø. 27 procent af byens 102.000 indbyggere er sorte.

Pete Buttigieg blev dog efterfølgende genvalgt som borgmester med 80 procent af stemmerne.

Balladen om den fyrede sorte politimester kan dog blusse op på ny midt under Buttigiegs præsidentvalgkamp, eftersom flere års retslig strid om en mulig offentliggørelse af indholdet på optagelserne endnu ikke er afsluttet.

Buttigieg har fastholdt, at han aldrig har hørt optagelserne.

Sorte vælgere udfordrer

Men hvis de offentliggøres, og de afslører racistiske udtalelser, risikerer de at give ham større udfordringer med de afroamerikanske vælgere, end han har i forvejen.

En nylig måling fra Morning Consult viste, at Buttigieg i konkurrence med de andre demokratiske præsidentkandidater nu og her kun ville vinde to procent af de sortes stemmer.

»De sorte vælgere, der kender mig bedst, er dem her fra South Bend, som var med til at give mig stor opbakning, da jeg blev genvalgt som borgmester,« siger han og peger på, at afroamerikanere andre steder i landet stort set ikke kender ham.

»Og at opbygge tillid tager tid. Særligt når du ikke selv kommer fra et miljø med farvede. Så nu holder vi møder med centrale afroamerikanske aktivister steder som South Carolina, og vi vil fortsætte med at udbygge vores mangfoldige stab. Og jeg tror på, at dette vil give resultater de kommende måneder.«

Spørgsmålet er, om det er nok.

Et andet spørgsmål er, om USA er klar til en homoseksuel præsident. Mange siger nej. Andre peger på, at alt kan ske i USA. At det før valget af Barack Obama også hed sig, at USA ikke var klar til en sort præsident. Og at det før valget af Donald Trump hed sig, at USA ikke ville vælge en bulderbasse og TV-realitystjerne uden politisk erfaring.

Og som alle ved, tog spåkonerne fejl.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA