Nyheden landede på Fox News sent søndag aften: Nu er Trump tæt på at få sin vilje

Hun ligger i åben krig med Trump, men nu kan det snart være slut. Ledelsen i Det Republikanske Parti trækker støtten fra Liz Cheney og vil indsætte en loyal Trump-støtte på magtfuld post.

 
Republikanerne valgte i februar at lade kongresmedlem Liz Cheney beholde sin post i partiets ledelse, efter hun stemte for at stille sin partifælle, forhenværende præsident Donald Trump, for en rigsret. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Nu er Republikanerne et skridt tættere på at få afsat en af sine mest Trump-kritiske figurer, medlem af Repræsentanternes Hus Liz Cheney, der også er en del af partiets ledelse.

Det sker efter en uge, hvor der har været intense interne magtkampe i partiet, og hvor tidligere præsident Donald Trump igen har blandet sig aktivt i amerikansk politik.

Republikanerne gør klar til at mødes for at afsætte partiets nummer tre, Liz Cheney, der tidligere i år stemte for en rigsretssag mod Trump. Mødet vil finde sted allerede på onsdag, skriver The New York Times.

Liz Cheney har siden Trumps valgnederlag holdt på, at Joe Biden vandt valget på retfærdig vis. En holdning, hun ikke deler med mange i sit parti, der stadig, uden beviser, hævder, at valgets sande vinder var Trump.

Allerede ved en afstemning i februar var Liz Cheneys fremtid i partiet oppe til diskussion. Dengang fik hun opbakning til at blive på posten fra et flertal i partiet, men den støtte er nu forsvundet.

Søndag aften tog Kevin McCarthy, mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, bladet fra munden og fortalte  Fox News, at han ikke længere støtter Liz Cheney, men i stedet hendes rival Elise Stefanik, som han mener bør overtage Liz Cheneys magtfulde stilling som nummer tre i partiet.

»Vi har brug for en ny i ledelsen, der dag ud og dag ind vil kæmpe for at forene landet og sikre, at vi er på  rette vej i kampen for at slå Demokraterne,« forklarer Kevin McCarthy til Fox News

Elise Stefani får støtte fra Steve Scalise, der også er en del af det republikanske partis ledelse.

Hun møder også opbakning fra Donald Trump, som hun i lighed med flertallet i sit parti mener blev frarøvet sin valgsejr i efteråret 2020.

Et kongresmedlem fra Indiana, Jim Banks, retfærdiggør forsøget på at afskedige Liz Cheney med, at hun skal have brudt »partidisciplinen«.

»Republikanerne er næsten fuldstændigt samlet om én enkelt mission, nemlig at modsætte sig den radikale og farlige Joe Bidens dagsorden. Enhver leder, der ikke er fokuseret på dette, skal udskiftes,« siger han til Fox News.

Bill Cassidy, republikansk senator fra Louisiana, der også stemte for en rigsretssag mod Trump, siger til NBC News' »Meet the Press«, at »der er en hel del mennesker, der er enige med Liz Cheney. Hvis vi skal vinde i 2022 og 2024, har vi brug for alle. Vi har brug for dem, der føler sig som Liz«.