New York kæmper mod det største udbrud af mæslinger i årtier

Faldende opbakning til børnevaccinationsprogrammet har sat gang i mæslingesmitten i USA. New York er ramt af en bølge af små udbrud, som frygtes at kunne blive en epidemi.

Et stort mæslingeudbrud i Californien i 2015 satte gang i den amerikanske debat om forældres ret til at fravælge vacciner. I Los Angeles lancerede myndighederne en stor kampagne for vaccination med et pressemøde. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Frederic J Brown/Ritzau Scanpix

Siden september er der flere steder i staten New York i USA dukket nye klynger af mæslingeudbrud op. På få måneder har myndighederne registreret 170 tilfælde af den alvorlige virussygdom, spredt ud over små enklaver med en høj andel af uvaccinerede børn.

»Jeg vil kalde dette for det det største mæslingeudbrud i staten New York i nyere tid,« siger statens sundhedskommisær, Howard Zucker, til CNN.

Det største enkelte udbrud er under udvikling i Rockland County, et tæt befolket forstadsområde umiddelbart vest for New York City. Her har en lægeklinik fremskyndet vaccinationsprogrammet for mæslinger i et forsøg på at inddæmme smitten, så småbørn får deres første vaccination seks månder tidligere end anbefalet, og den næste dosis gives med det samme.

»Det er en klar og tydelig fare midt i vores samfund,« siger børnelæge Douglas Puder til TV-stationen NBC.

Mange af mæslingetilfældene har ramt ortodokse jødiske menigheder i Brooklyn, og udbruddet menes at være begyndt med uvaccinerede børn, der kom hjem fra besøg i Israel, oplyste myndighederne i byen New York i november.

I hele USA ses dog en stigning i antallet af mæslingetilfælde, som kobles sammen med en faldende tilslutning til vaccinationsprogrammerne. Andelen af uvaccinerede småbørn er steget fra 0,9 procent for børn født i 2011  til 1,3 procent af børnene født i 2015, viste en nylig vaccinationsopgørelse fra  sundhedsmyndigheden CDC.

USA har ligesom en lang række andre vestlige lande, herunder Danmark, erklæret sig mæslingefrit. Der foregår ikke længere en løbende smitteudbredelse, som det skete i tiden før MFR-vaccinationen, hvor alle børn blev smittet med mæslinger. Men de senere år er der over hele verden sket en opblussen af små klynger af smitte, som det kræver en høj vaccinationsrate at holde i ave.

I Danmark har der været otte registrerede tilfælde af mæslinger i 2018, viser Statens Seruminstituts årlige opgørelse. Heraf er de tre blevet smittet i Danmark af den samme ukendte smittekilde, mens de fem er enkeltstående tilfælde, hvor folk er blevet smittet på rejser og har bragt sygdommen med  hjem fra udlandet.

I april indførte Danmark gratis mæslingevaccination til voksne, der hverken har haft sygdommen eller er blevet vaccinerede. Indtil videre har 3.614 taget imod tilbuddet.