Mueller: Intet bevis for Trump-samarbejde med Rusland – men frikendes ikke blankt for´obstruktion´

Præsident Trumps justitsminister har søndag aften dansk tid afleveret et fires siders resume af den særlige undersøger Robert Muellers rapport til Kongressens retsudvalg.

Justitsminister William Barr har afleveret de overordnede og vigtigste konklusioner til Kongressen fra Robert Mueller omfattende undersøgelse af Ruslands forsøg på at sabotere valget i 2016, og præsident Trump eller andtre fra hans kampagne medvirkede i en konspiration med Rusland. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICHOLAS KAMM

Den særlige undersøger Robert Mueller har ikke fundet beviser for, at præsident Trump eller andre fra hans kampagne er skyldige i aftalt spil med Rusland under præsidentvalgkampen i 2016.

Det fremgår af et brev på fire sider med de vigtigste konklusioner fra Robert Muellers omfattende undersøgelse af Ruslands forsøg på at sabotere valget i 2016, og om præsident Trump eller andre fra hans kampagne medvirkede i en konspiration med Rusland.

Justitsminister William Barr og og hans vicejustitsminister Rod Rosenstein afleverede søndag aften dansk tid det korte brev til retsudvalgene i Senatet og Repræsentanternes Hus.

Til gengæld hverken frikendes eller anklages Donald Trump for at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen – såkaldt »obstruktion af retfærdigheden«.

Barr og Rosenstein har på den ene side besluttet, at beviset »ikke var tilstrækkeligt« til en retsforfølgning af præsidenten for at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen. På den anden frikender rapporten ham altså ikke blankt på dette punkt.

»Selvom denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, har den heller ikke frifundet ham,« lyder det.

Barr og Rosenstein skriver endvidere i deres brev, at »fraværet af beviser« for aftalt spil med Rusland spillede ind på beslutningen om ikke at rejse tiltale for obstruktion af retfærdigheden.

Og de peger på, at Mueller ikke hævet over enhver tvivl kunne bevise, at præsidenten havde »korrupte hensigter« i sin mulige læggen hindringer i vejen for efterforskningen.

Donald Trump, der kontinuerligt har erklæret sig udsat for en »heksejagt« af Mueller, jubler nu over den særlige undersøgers konklusioner.   

»Intet aftalt spil, ingen obstruktion, en helt og fuldstændig FRIFINDELSE. BEVAR AMERIKA STORT!,« skriver Donald Trump på Twitter.

Trumps talskvinde Sarah Sanders siger, at det fire siders brev er en »helt og fuldstændig frifindelse« af Trump.

»Den særlige rådgiver fandt intet aftalt spil eller fandt, at der var lagt hindringer i vejen for efterforskningen,« siger Sanders. »Justitsministeriets konklusioner er en helt og fuldstændig befrielse af den amerikanske præsident.«

Mueller har ingen planer om nye tiltaler.

»Rapporten anbefaler ikke yderligere tiltaler, og den særlige undersøger har heller ikke fået forseglet tiltaler, der endnu ikke er offentliggjort,« hedder det i referatet.

Mueller og hans 16 efterforskere har i løbet af deres næsten to år lange efterforksning afhørt omkring 500 vidner og udstedt mere end 3.500 stævninger og advarsler af forskellig karakter og 13 gange anmodet udenlandske regeringer om at levere bevismateriale.

Konklusionerne intensiverer dog kun Demokraternes krav om at få hele rapporten offentliggjort.

Jerrold Nadler, Demoraternes formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, skriver på Twitter, at han vil indkalde Barr til høring om, hvad han kalder for »meget bekymrende uoverensstemmelser i forhold til den endelige beslutning i justitsministeriet«.

En henvisning til at Mueller har konkluderet, at præsidenten ikke blankt kan frikendes for at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen, men at Barr altså har besluttet ikke at rejse en sag.

Allerede inden offentliggørelsen af brevet med hovedkonklusionere fra Muellers rapport skrev Chuck Schumer, Demokraternes minoritetsleder i Senatet, søndag på Twitter, at »det amerikanske folk har ret til at se Mueller-rapporten og dens underliggende dokumentation for sig selv«.

»De behøver ikke eller vil ikke have Trump administrationen til at opsummere, udvælge fra eller at spinne rapporten. De ønsker simpelthen sandheden.«

Artiklen opdateres løbende...

MIchael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.