Mogens Lykketoft stod på en trappe, da ministersekretæren modtog en mærkelig besked. Siden har intet været det samme

Fortalt til journalist Liv Almer.

»Det var egentlig Europa, der var på dagsordenen.

Jeg havde netop holdt en større udenrigspolitisk tale i Folketinget og havde to dage forinden haft besøg af Joschka Fischer, som på det tidspunkt var tysk udenrigsminister.

Vi talte om det europæiske samarbejde.

Det var det, man havde fokus på; hvordan skulle Europa udvikle og udvide sig?

Ingen havde opmærksomheden rettet mod international terror, og al-Qaeda var jo stort set ikke til stede, hvor jeg sad. Nok havde der været nogle aktioner, men vi vidste ikke meget om, hvem de var.

På dagen var jeg til et møde i Dansk Design Center. Det lå dengang midt på H.C. Andersens Boulevard, lige overfor Tivoli. Jeg skulle sige nogle indledende ord, og så skulle jeg videre. Tilbage til Udenrigsministeriet.

Min ministersekretær, Lone Dencker Wisborg, og jeg bevægede os ned ad trappen, på vej ud, da hun pludselig udbrød:

»Det er mærkeligt. Jeg har lige fået en besked om, at der er et fly, der er fløjet ind i World Trade Center i New York.«

Lone er tankevækkende nok den danske ambassadør i Washington i dag.

Vi diskuterede videre, da vi kom ned i ministerbilen, og på vej over til Asiatisk Plads blev vi enige om, at et af de små turistfly, der plejer at drøne rundt, var kommet på gal kurs.

På ministerkontoret tændte vi for CNN i samme sekund, som det andet fly fløj ind i World Trade Center.

I dette øjeblik ændrede vores opfattelse af situationen sig fuldstændig.

Det var ikke en ulykke – det var et terrorangreb.

Men vi vidste jo hverken mere eller mindre i Udenrigsministeriet end alle andre tv-seere.

Jeg talte både med min kone og mine børn den dag. De var bekymrede for min sikkerhed, fordi jeg sad i den position, jeg gjorde.

Men selvom PET iværksatte en lang række sikkerhedsprocedurer for at sikre særligt udsatte – hvilket man jo må sige, at en minister er – var det ikke mere velorganiseret, end at jeg var uden ledsager, da jeg ud på aftenen tog den buket blomster, der stod på skrivebordet, og cyklede ud til den amerikanske ambassade.

Vi mødtes i Sikkerhedsudvalget ud på eftermiddagen. Ellers sad vi på kontoret og afventede informationer.

Vi var nødt til at være mere afventende end agerende, for vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op, udover at sætte en lang række beredskaber i gang. Vi havde ikke rigtig andre aktionsmuligheder.

Generelt var folkestemningen bekymret.

I dagene efter var der nærmest politisk enstemmighed på Christiansborg – både i forhold til regeringens solidaritet med amerikanerne, men også i forhold til, hvad vi foretog os ellers.

Det er klart, at da vi begyndte at diskutere den militære indsats i Afghanistan, deltes vandene, men alle var enige om, at man jo måtte solidarisere sig med USA.

Det var i disse dage, at kampen mod al form for terror blev udviklet.

Alle politikere blev bevidste om, at vi stod overfor et mangehovedet terroruhyre, som vi ville skulle møde i fremtiden.

Og vi fik ret.

Angrebene på USA i september 2001 har været aldeles afgørende for den storpolitiske udvikling. Efter 20 år er lærdommen, apropos den amerikanske og danske tilbagetrækning fra Afghanistan, at man har brugt kræfterne tragisk forkert. Især ved at forsøge at løse noget militært, som ikke kan lade sig gøre.

Den form for besættelse, George W. Bush havde med, at militære aktioner skulle gøre verden bedre, førte ham til Irak, men uden at det havde nogen form for forbindelse med begivenhederne 11. september. Den krig har været kilde til utrolige lidelser, tab af menneskeliv og ødelæggelser, og har i virkeligheden bare været med til at styrke islamisk fundamentalisme i en stil og en grad, som man så med Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Jeg tror, at det var sidste gang, nogen virkelig troede på, at man – fordi man har halvdelen af verdens militærbudget – kan styre verden med militæraktioner.

Ét er at lave nålestiksoperationer, der slår ned på terrorister et bestemt sted, men ideen om, at hvis man sender 100.000 soldater til lande som Irak og Afghanistan, vil man oprette demokrati – den idé er ganske enkelt dementeret.

De store militære aktioner har nærmere destabiliseret disse områder. Eller det har de, uden tvivl.

Demokratiet har ikke spredt sig. Det demokratiske rum er faktisk blevet indskrænket i verden i løbet af de seneste 20 år. Tænk bare på Rusland, Kina og tilbageslaget af det arabiske forår. Muligvis har vi en bredere forståelse for, hvad terroristerne går og planlægger, men de grundlæggende årsager forstår vi stadigvæk ikke.