Da den saudiarabiske kvinde Loujain al-Hathloul i maj 2018 blev anholdt, var hun 29 år. Hun havde kulsort hår og et intellektuelt overskud til at trodse en mandeverden, der er ubegribelig for Vestens mænd og kvinder.
Efter 1.000 dage i saudiarabisk fængsel har hun tydelige grå stænk i håret og ser væsentligt ældre ud. For i de tre år, hun har siddet bag lås og slå, er hun blevet tortureret, seksuelt chikaneret og holdt vågen i dagevis i et forsøg på at knægte hende, fordi hun gik ind for ligeret for mænd og kvinder i det stærkt religiøse og konservative arabiske land.