Donald Trump talte om coronapandemien, da hans publikum i Miami i Florida pludselig afbrød ham natten til mandag. De begyndte at råbe efter en fyring af Det Hvide Hus’ ledende sundhedsekspert, Anthony Fauci:
»Fyr Fauci, fyr Fauci, fyr Fauci,« lød det i kor.
»I må ikke sige det til nogen, men lad mig vente til lidt efter valget,« sagde Donald Trump så til publikums store jubel.
Det kommer på et tidspunkt, hvor der er konstateret over 9,2 millioner smittede amerikanere i USA siden pandemiens begyndelse, og flere end 230.000 er døde af coronavirus, ifølge John Hopkins University.
De seneste uger er smitten for alvor blusset op igen på tværs af landet, og flere delstater melder om de højeste smittetal, de nogensinde har haft. I løbet af den seneste uge er der i snit fundet 82.812 nye smittede om dagen. Det er 45 procent flere end ugen forinden, skriver The New York Times.
Massevis af republikanske vælgere var mødt op i røde Trump-hatte for at se præsidenten, da han holdt vælgermøde i Miami i Florida natten til mandag – også selv om der var natligt udgangsforbud i delstaten.
Præsidenten sagde blandt andet fra scenen, at han ikke tror, at coronapandemien kommer til at fylde meget i offentligheden efter valget. Han mener, at Demokraterne har politiseret pandemien.
Uenigheder med Fauci
Hans bemærkninger om at fyre Anthony Fauci kommer, efter at de to i stigende grad har luftet deres uenigheder om USAs coronastrategi i offentligheden de seneste par dage. I et interview med The Washington Post har Fauci for eksempel for nylig langet ud efter regeringens coronahåndtering.
Han siger blandt andet i artiklen, at vinteren kan ende med flere end 100.000 smittetilfælde om dagen, og at USA er på vej mod »en stor smerte«, hvis ikke håndteringen ændres radikalt.
Ekspertens udtalelser har hurtigt fået Det Hvide Hus til at gå i rette med ham.
»Det er uacceptabelt, og det bryder alle normer, at Fauci, der er medlem af præsidentens coronataskforce, og som har rost præsident Trumps tiltag under pandemien, vælger at politisere tre dage inden et præsidentvalg,« siger Judd Deere, der er talsmand i Det Hvide Hus, til CNN.
Han siger også, at Joe Biden – præsidentens konkurrent ved det kommende valg – tager pandemien seriøst fra et sundhedsmæssigt perspektiv, hvorimod Donald Trump er mere fokuseret på genrejsning af økonomien.
14 vælgermøder på tre dage
Med 14 vælgermøder på tre dage håber Donald Trump at kunne vinde vælgerne i USAs svingstater i 11. time. I meningsmålingerne er han fortsat et godt stykke bag Joe Biden på nationalt plan.
Ifølge RealClearPolitics, som samler det vægtede gennemsnit af alle landets meningsmålinger, fører Joe Biden med 7,2 procentpoint på landsplan. Men i svingstaterne kan opløbet blive langt tættere.
Søndag besøgte præsidenten Michigan, Iowa, North Carolina, Georgia og Florida. Det er alle delstater, som han vandt i 2016, men hvor han i år står til at få hård konkurrence fra Joe Biden.
Mandag skal præsidenten afholde yderligere fem vælgermøder i North Carolina, Pennsylvania, Wisconsin og Michigan. Meningsmålingerne viser en snæver føring til Joe Biden i næsten alle otte delstater, på nær Iowa.
Et nyligt studie fra Stanford University i Californien har koblet flere end 30.000 bekræftede covid-19-tilfælde til Donald Trumps store vælgermøder i løbet af sensommeren. Det kan sandsynligvis have forårsaget 700 amerikaneres død, står der i studiet.
Lyt til »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik: