Manden, der misbrugte Simone Biles, fortsatte med at udnytte piger, efter at han var meldt til FBI: »Hvordan kunne det ske?«

Gymnasten Simone Biles var onsdag så langt væk fra en gymnastikhal, hun overhovedet kunne være. I stedet sad hun foran det amerikanske senats retsudvalg for at vidne mod sin tidligere træner, der misbrugte hende og andre gymnaster seksuelt. Men Simone Biles var ikke blot gal på manden, der var årsag til hendes tilstedeværelse. Hun var også vred på FBI.

 
Adskillige gymnaster er blevet misbrugt af deres træner gennem længere tid. Nu står de frem, og fortæller om hvordan de er blevet svigtet af blandt andet FBI. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun ankom til årets OL som den mest vindende kvinde i idrætsgymnastikkens historie. Mange medaljer blev det dog ikke til, da amerikanske Simone Biles måtte opgive flere af årets konkurrencer for i stedet at fokusere på sit mentale helbred.

Et helbred, der har været kraftigt påvirket af de seksuelle overgreb, som hun blev udsat for af sin tidligere træner Larry Nassar.

Netop Larry Nassar var årsagen til, at Simone Biles og en stribe andre gymnaster onsdag ikke befandt sig i en gymnastikhal, men i stedet var mødt hos det amerikanske senats retsudvalg, hvor en høring om FBIs håndtering af sagen fandt sted.

I juli i år kunne en chokerende rapport fra det amerikanske justitsministerium konkludere, at Larry Nassar allerede i juli 2015 burde være blevet stoppet i sit misbrug af de unge gymnaster. Men det skete ikke, blandt andet fordi FBI ikke fulgte op på anklagerne. Først i august 2016 blev han stoppet og sat i fængsel, skriver The Hill.

Simone Biles og de øvrige gymnaster rejste en hård kritik af FBI.

»Vi er blevet svigtet, og vi fortjener svar. Ved gennemgangen af rapporten føles det virkelig, som om FBI ignorerede os. Hvordan kunne det ske?« lød det i retten fra Simone Biles.

FBI har kun en uge inden høringen i Senatet fyret en af efterforskerne på sagen og indrømmede i retten, at deres arbejde på sagen ikke havde været godt nok.

»Jeg vil begynde med at sige til de modige kvinder, der vidnede: Jeg beklager dybt og inderligt over for jer alle,« sagde FBI-direktør Christopher Wray under høringen.

Flere OL-guldvindere vidnede i retten, hvor de forklarede, hvordan FBI havde tvunget dem til at underskrive aftaler, der udvandede tiltalerne mod Larry Nassar.

»Efterforskeren reducerede betydningen af ​​mit misbrug og fik mig til at føle, at min straffesag ikke var værd at føre,« forklarede gymnast Aly Raisman under høringen.

Simone Biles vandt to medaljer ved OL i Tokyo i år, men måtte melde fra til flere konkurrencer for at fokusere på sit mentale helbred. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix.

Gymnasterne opfordrede til, at de efterforskere i FBI, der ikke har levet op til deres ansvar, vil blive retligt forfulgt.

»Der var personer i FBI, der havde en chance for at stoppe dette monster (Larry Nassar, red.) tilbage i 2015, og som ikke gjorde det, og det er utilgiveligt,« sagde Christopher Wray ifølge The Hill.

Rapporten viste, at snesevis af unge atleter angiveligt fortsat blev misbrugt af Nassar under dække af medicinsk behandling fra juli 2015, da det amerikanske gymnastikforbund første gang anmeldte Nassar, og til august 2016, hvor politiet modtog en klage over træneren.

Larry Nassar sidder i fængsel på livstid.