»Kampagnesporet«: Demokraterne bør passe på

Ugens udgave af »Kampagnesporet«, Berlingskes podcast om amerikansk politik, sætter spørgsmålstegn ved det gavnlige for USA i at forsøge at afsætte Donald Trump og ser på, hvor fremtrædende republikanske politikere placerer sig efter angrebet på Kongressen.

 
I en video på Twitter opfordrede USAs præsident Donald Trump onsdag aften demonstranterne til at forlade Kongressen i ro og orden. Han udtrykte dog samtidig sympati med uromagerne og fastholdt sine påstande om valgsnyd. Video: Twitter/CNN Fold sammen
Læs mere

Det havde de »aldrig troet, at de skulle opleve«. De to værter af Berlingskes »Kampagnesporet« har fulgt amerikansk politik skridt for skridt, men de havde aldrig troet, at præsidentvalgets efterspil ville få den konsekvens, som man så med det chokerende angreb på Kongressen i onsdags.

Så hvad gør Demokraterne nu? Og hvad kan Republikanerne gøre?

De to centrale spørgsmål for USAs fremtid tager de to værter for Berlingskes podcast om amerikansk politik, Mads Fuglede, USA-ekspert og medlem af Folketinget for Venstre, og David Trads, tidligere USA-korrespondent, under indgående behandling.

Hør den nye udgave af »Kampagnesporet« her: ​

Lederne i USAs demokratiske parti har taget de første skridt til endnu en rigsretssag i forsøget på afsætte Donald Trump. Men »Demokraterne bør passe på«, lyder Mads Fugledes vurdering i »Kampagnesporet«.

Heling må veje tungest

Han er enig i, at Donald Trump handlede alt for langsomt og ikke var sit ansvar værdigt, da han først langt tid efter angrebet tog afstand fra de indtrængende i Kongressen, men han mener, at præsidentens konkrete rolle i det voldelige kaos – med sin tale til tilhængere inden stormen på kongresbygningen – er tvetydig.

Mads Fuglede mener ikke, at man kan tale om et kupforsøg i egentlig forstand, selvom Trump-tilhængernes handlinger ifølge ham havde elementer af det, fordi menneskemængden bevidst havde til hensigt at blokere for og ændre den politiske proces.

Men han mener, at hensynet til at hele det splittede USA må veje tungest. Derfor må Demokraterne også overveje, hvordan de ikke skubber Trump-tilhængere endnu længere væk fra politiske system, siger USA-kenderen.

Samtidig kan man med rette rejse tvivl om, hvorvidt Donald Trumps sene afstandtagen fra oprøret var ægte ment, mener David Trads. Og hvordan kan en præsident i USA sige, »vi elsker jer« til folk, der lige er trængt hærgende ind i Kongressen?

Værre end Watergate

De historiske udtalelser fra præsidenten, fra Senatets flertalsleder og andre får kommentarer med på vejen fra de to USA-kendere.

I »Kampagnesporet« kan man også høre den gamle Watergate-afslører Carl Bernstein. Hvorfor mener han, at Donald Trump allerede inden sin støtte til folk, der angreb kongressen, havde gjort sig skyldig i noget, der var »meget værre« end den Watergate-skandale, der fældede den tidligere præsident Richard Nixon?

Hør tidligere afsnit af »Kampagnesporet« her: