Justitsministerium: Trump har sandsynligvis »skjult og fjernet« dokumenter for at hindre efterforskningen

Donald Trumps advokater indleverede i juni en skriftlig forsikring om, at de havde foretaget en grundig søgning efter hemmeligstemplede dokumenter hjemme hos ekspræsidenten. Nu kan det amerikanske justitsministerium afsløre en anden historie.

Embedsmænd fra det amerikanske justitsministerium har siden januar været bekymret for, at Donald Trump gemte højt klassificerede dokumenter i sit hjem i Florida. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jim Bourg/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et billede, som er blevet delt af det amerikanske justitsministerium, viser en bunke papirer spredt ud på et mønstret tæppe.

I højre hjørne af papirerne kan man ane mindst fem dokumenter, der er markeret som »Top Secret« – det bliver næppe mere hemmeligt.

Billedet viser de klassificerede dokumenter, som FBI-agenter skulle have fundet i ekspræsident Donald Trumps hjem 8. august.

Nu mener det amerikanske justitsministerium, at der er grund til at tro, at Donald Trump og hans advokater har vildledt embedsmænd, der har forsøgt at genfinde hemmelighedsstemplede dokumenter fra Mar-a-Lago.

Det skriver flere amerikanske medier. Ministeriet har indgivet en 36 sider lang indberetning om dets beviser:

»Regeringen har også fundet beviser for, at amerikanske regeringsdokumenter sandsynligvis blev skjult og fjernet fra et opbevaringsrum, og at der sandsynligvis blev gjort en indsats for at hindre regeringens efterforskning,« skrev justitsministeriets chef for kontraspionage, Jay Bratt.

Embedsmænd fra det amerikanske justitsministerium har siden januar været bekymret for, at Donald Trump gemte højt klassificerede dokumenter i sit hjem i Florida.

Et år efter, at Donald Trump havde forladt Det Ovale Kontor, fik Nationalarkivet indleveret flere end 150 klassificerede dokumenter.

Bekymringen over de mange klassificerede dokumenter var startskuddet til FBIs ransagning af Trumps hjem 8. august. Justitsministeriet havde en nagende fornemmelse af, at der kunne være mere at komme efter.

Den amerikanske regering har genvundet over 300 klassificerede dokumenter fra Donald Trump, siden han forlod embedet.

Det første parti – de over 150 klassificerede dokumenter – blev returneret til Nationalarkivet i januar. Andet sæt blev leveret af Trumps medarbejdere til justitsministeriet i juni. Og så var der de kasser med materiale, som FBI-folk tog med fra ransagningen for nogle uger siden.

Den 36 sider lange indberetning fra det amerikanske justitsministerium afslører, at Donald Trumps advokater tilbage i juni indleverede en skriftlig forsikring om, at de havde foretaget en grundig søgning efter klassificerede dokumenter hjemme hos Donald Trump.

Alligevel fandt FBI-agenter flere end 100 klassificerede papirer i Mar-a-Lago 8. august.

»Det sætter alvorligt spørgsmålstegn ved erklæringerne fra 3. juni, og det sår tvivl om omfanget af samarbejde i denne sag,« lyder det ifølge The Washington Post.