En tilsyneladende besynderlig ordudveksling fandt juleaftensdag sted mellem en amerikansk far til fire og USAs præsident, Joe Biden.
Præsidentparret og faren, en mand ved navn Jared fra Oregon, talte sammen over en virtuel forbindelse som led i et traditionsrigt julearrangement i Det Hvide Hus.
Her sad præsidenten klar ved telefonen, mens børn blev informeret om julemandens rute og havde mulighed for at ringe til præsidenten.
»Jeg håber, at I får en vidunderlig jul,« sagde præsidenten ifølge BBC til Jared, som svarede:
»Jeg håber også, I får en vidunderlig jul. Glædelig jul og let's go Brandon.«
»Let's go Brandon. Jeg er enig,« svarede Joe Biden.
Kender man til ordenes betydning, forekommer det forunderligt, at præsidenten erklærer sig enig.
»Let's go Brandon« er på ganske kort tid blevet det konservative USAs kampråb – og lidt af en sviner til landets siddende præsident.
Det er blevet råbt i kor på tilskuertribuner, beklæder T-shirts og kaffekopper og har fyldt i kommentarspor på sociale medier.
På TikTok er der blevet danset til rapperen Loza Alexander's nummer af samme navn – som i oktober strøg direkte ind på andenpladsen over de mest downloadede numre på iTunes i USA.
Interview gik viralt
Forklaringen skal findes i et meget omtalt interview, en reporter fra NBC stod for efter et Nascar-motorløb i Alabama i begyndelsen af oktober.
Journalist Kelli Stavast interviewede løbets vinder, Brandon Brown, og imens fangede mikrofonen tydeligt, hvad tilskuerne på tribunen bag ham råbte:
»Fuck Joe Biden«.
Om reporteren vitterlig misforstod, hvad tilskuerne råbte, eller om hun ikke ønskede at bande på direkte tv, er uvist. I hvert fald fik hun sagt til Brandon Brown, at det var støtte til ham, der lød fra tilskuerhavet:
»Brandon, du kan høre råbene fra publikum … 'Let's go Brandon'«.
Klippet gik omgående viralt.
I det republikanske USA ses interviewet som et klart eksempel på, at mainstreammedier holder hånden under Joe Biden og beskytter ham mod kritik – mens den halvdel af nationen, der er dybt utilfreds med præsidenten, ignoreres.
Også adskillige republikanske politikere har taget »Let's go Brandon« til sig.
»Det indfanger på én gang alt om fake news-medierne,« har den republikanske senator Ted Cruz sagt om klippet.
En nylig meningsmåling viser, at kun fem procent af de republikanske vælgere er tilfredse med Joe Bidens præsidentskab.
Overordnet er opbakningen i den amerikanske befolkning faldet til 43 procent.
Det Hvide Hus har nægtet at kommentere historien om telefonopkaldet.