Journalister arbejdede på en artikel om Hillary Clinton og Donald Trump. Bag deres ryg fulgte Trump med

Alt imens journalister fra The New York Times sad dybt begravede i FBI-dokumenter og skrev på en større artikel om det amerikanske præsidentvalg, blev de, uden at vide det, overvåget af Trump-administrationen.

 
Den seneste måned har Donald Trump skrevet indlæg på sin blog, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder og præsidentvalget i efteråret. Nu er det slut, idet Donald Trumps blog lukker permanent. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, CNN. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fire journalister passede sådan set bare deres arbejde. Alligevel holdt justitsministeriet øje med dem.

Onsdag kunne The New York Times rapportere, at justitsministeriet under præsident Donald Trump beslaglagde telefonoptegnelser fra fire af avisens journalister tilbage i 2017.

Ifølge avisen er optegnelserne blevet gemt for perioden 14. januar til 30. april 2017 gældende for journalisterne Matt Apuzzo, Adam Goldman, Eric Lichtblau og Michael S. Schmidt. Justitsministeriet havde også fået en retskendelse, der gjorde det muligt at beslaglægge logfiler fra journalisternes e-mail, men denne kom ikke i brug.

Justitsministeriet har ikke kommenteret, hvorfor journalisterne under Trumps præsidentperiode blev gransket. Avisen har dog et bud, der kan forklare interessen for de fire journalisters arbejde.

Journalisterne arbejdede i den pågældende periode på en artikel om tidligere FBI-direktør James Comeys håndtering af en efterforskning, der fandt sted op til præsidentvalget i 2016, hvor Hillary Clinton tabte til Donald Trump.

Artiklen, der blev offentliggjort 22. april 2017, omhandlede blandt andet, at James Comey kort inden præsidentvalget valgte på ny at åbne en efterforskning af forhenværende udenrigsminister Hillary Clinton i forbindelse med en undersøgelse af hendes brug af en privat e-mail-server til det officielle arbejde. Mange mener, at efterforskningen fik betydning for det efterfølgende præsidentvalg, hvor Clinton tabte.

The New York Times beskrev i sin historie et klassificeret dokument, der udtrykte tillid til, at den daværende generaladvokat, Loretta Lynch, kunne holde »undersøgelsen i skak«.

The New York Times' administrerende chefredaktør, Dean Baquet, mener, at beslaglæggelse af journalisters telefonoptegnelser »i høj grad undergraver pressefriheden«.

»Det truer med at gøre kilder, som kan give offentligheden vigtige oplysninger om, hvad regeringen foretager sig, tavse,« udtaler Dean Baquet til mediet The Hill.

Nu er der kommet nye oplysninger om Trump-administrationen. En række journalister, der arbejdede på en sag om Donald Trump, er således blevet overvåget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix.

Langtfra de eneste

The New York Times er et af flere medier, som USAs justitsministerium under præsident Trump har forsøgt at overvåge som led i journalisternes afdækning af lækager og sager.

I begyndelsen af maj i år kunne The Washington Post som det første medie berette, at justitsministeriet i perioden fra 15. april til 31. juli 2017 overvågede flere af avisens medarbejdere.

CNN kunne efterfølgende rapportere, at det samme havde gjort sig gældende for mediets Pentagon-korrespondent Barbara Starr, idet justitsministeriet i al hemmelighed indhentede oplysninger fra hendes telefon og e-mail i perioden fra 1. juni til 31. juli 2017.

Efter offentliggørelsen har præsident Joe Biden kaldt det »forkert« af justitsministeriet at indhente oplysninger om journalisters kommunikation. Præsidenten har lovet, at hans administration aldrig vil foretage sig noget lignende.