Joe Biden er nu USAs præsident: »I denne time har demokratiet sejret«

Første gang 78-årige Joe Biden blev taget i ed i et offentligt embede, skete det tæt på en personlig tragedie. I dag fandt det sted under en national tragedie. Nu er det op til Biden, som USAs ældste præsident nogensinde, at rette op på dette.

 
»I denne time har vi lært, at demokratiet er dyrebart, og at det er skrøbeligt. I denne time har demokratiet sejret,« lød det fra Biden, da han holdt en tale i forsonelighedens tegn. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Joe Biden er nu officielt USAs 46. præsident efter ved indsættelsesceremonien i Washington højtideligt at have sværget på, at han »trofast« vil udføre sit nye hverv og »efter bedste evne« vil »bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning«.

»I denne time har vi lært, at demokratiet er dyrebart, og at det er skrøbeligt. I denne time har demokratiet sejret,« lød det fra Biden, der holdt en tale i forsonlighedens tegn.

»Dette er Amerikas dag. Dette er demokratiets dag. En historiens og håbets dag, en fornyelsens og beslutsomhedens dag,« sagde han og fortsatte:

»Hele min sjæl ligger i dette. At bringe Amerika sammen, forene vores folk, forene vores nation. Og jeg beder hver eneste amerikaner om at slutte sig til mig om dette formål.«

Joe Biden har tjent som vicepræsident i otte år under Barack Obama og før det som senator i 36 år. Undervejs har han politisk både oplevet store opture og nedture – før han endelig blev præsident, havde han to mislykkede forsøg – og personlige tragedier.

Første gang han blev taget ed i et offentligt embede for 48 år siden (blot 30 gammel som en af USAs yngste senatorer nogensinde), skete det i kapellet på et hospital.

Hans to sønner, Beau og Hunter, havde overlevet en voldsom trafikulykke, hvori hans kone og hans et-årige datter var blevet dræbt.

Da Joe Biden blev taget i ed som senator i januar 1973 foregik det derfor på et sygehus i Delaware, og den treårige Beau blev for snurrende kameraer rullet ind i en kørestol, mens hele USA fulgte den unge nyvalgte senators personlige tragedie.

Siden døde hans ældste søn Beau blot 46 år gammel i 2015 af kræft i hjernen – endnu en personlig tragedie for Joe Biden.

I dag blev han taget i ed under en ny tragedie – dog denne gang ikke en personlig, men en national en af slagsen.

For 78-årige Biden er blevet USAs nye præsident efter en af de mest turbulente perioder nogensinde i amerikansk politik.

Større udfordringer end nogen anden præsident

Den afgående præsident Donald Trump nægtede at acceptere sin efterfølgers valgsejr, men udbredte et falsk budskab om, at han vandt valget, og at Joe Biden nu kun er kommet til magten ved valgsvindel.

I sin tale onsdag opfordrer Biden amerikanerne til at afvise løgnene. Og han opfordrer til et fornyet sammenhold.

»Lad os begynde på en frisk, lytte til hinanden, respektere hinanden,« sagde han.

Og efter Bidens indsættelse i dag venter et bittert opgør med en rigsretssag imod Trump for at have tilskyndet til oprør forud for, at voldelige Trump-støtter stormede Kongressen for to uger siden i et forsøg på at kortslutte demokratiet og imod folkets vilje at give Trump en anden periode i Det Hvide Hus.

I sin tale opfordrer Biden til, at USA starter på en frisk efter en periode med bitterhed og ekstrem splittelse.

»Her står vi kun få dage efter, at en voldelig menneskemængde troede, at de kunne stoppe demokratiet,« sagde Biden.

I forvejen står Biden over for større udfordringer end nogen anden nyindsat præsident i moderne tid med en pandemi, der nu har kostet 400.000 amerikanere livet, og en blødende amerikansk økonomi.

»Vi går ind i, hvad der kan være den hårdeste og mest dødbringende periode for virussen. Vi må sætte politik otil side bekæmpe pandemien som én samlet nation,« sagde den nye præsident.

En af hans første opgaver som præsident bliver at få vedtaget en ny økonomisk nødpakke til 1,9 billioner dollar, som han annoncerede i sidste uge, og samtidig at få udrullet en gigantisk vaccinationsplan.

Målet er at få vaccineret 100 millioner amerikanere på 100 dage.

Allerede i dag ventes han med 17 præsidentielle ordrer at ophæve en stribe af Donald Trumps mærkesager og på aggressiv vis at omgøre sin forgængers arv.

Blandt andet vil Joe Biden lade USA genindtræde i Klimaaftalen fra Paris og bremse, at USA forlader verdenssundhedsorganisationen WHO, sådan som Trump beordrede.

Han vil også med præsidentielle ordrer bremse opførelsen af Trumps mur mod Mexico og trække Trumps indrejseforbud imod borgere fra en række muslimsk dominerede lande tilbage.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.