I trusser og bh blev de tjekket for uren hud og skæve tænder: »Jeg følte mig som et dyr i zoologisk have«

Grovsorteringen foregik med nedsættende bemærkninger om udseende og vægt. Men det var kun begyndelsen på ydmygelserne for en gruppe europæiske kvinder, der søgte job i et mellemøstligt luftfartsselskab.

Kuwait Airways stiller høje krav til sine stewardesser, og de vigtigste kvalifikationer er ikke sprogfærdigheder og kundekontakt. Det fik en gruppe spanske og portugisiske ansøgere at mærke på deres krop. Bogstavelig talt. Yasser Al-Zayyat/AFP/Ritzau Scanpix

Da Mariana blev bedt om at vise sine ben, trak hun først kjolen op i knæhøjde.

»Men så tog kvinden fra rekrutteringsfirmaet selv fat og hev den helt op over bæltestedet,« fortæller den 23-årige stewardesse.

Også blusen røg af. Og mens Mariana stod dér næsten nøgen, kun iført bh og trusser, gik en minutiøs og intimiderende undersøgelse af hendes fysik i gang.

»Hun gik rundt om mig, helt tæt på, og stirrede på min krop, mens hun tog notater på en blok. Jeg følte mig som et dyr i zoologisk have,« siger den unge spanske kvinde til netavisen elDiario.es.

Da hun senere blev sorteret fra i en afsluttende engelskprøve, var det næsten en lettelse.

For hvis personalet, der stod for udvælgelsen på vegne af Kuwait Airways, opførte sig som på et middelalderligt slavemarked, hvordan ville det så ikke være at arbejde for det mellemøstlige luftfartsselskab.

»Flere af pigerne brød sammen og gik storgrædende derfra,« siger Renata, der også deltog i »jobsamtalerne«.

»Flyv mig hele vejen til Mexico«

Sexisme har gennem årtier været en del af arbejdsbetingelserne for stewardesser overalt i verden. Og er det i vid udstrækning stadig.

»Når jeg spørger mine medlemmer, om de fortsat er udsat for chikane eller ligefrem overgreb, svarer alle ja. Samt, at det sker stort set hver eneste dag,« siger Sara Nelson til det amerikanske tv-selskab PBS.

SaraNelson, der leder fagforeningen Association of Flight Attendants, minder om, hvordan luftfartsselskaber fra 1960erne og frem ofte brugte seksualisering i deres markedsføring.

Det amerikanske luftfartsselskab TWAs stewardesseuniform omfattede i begyndelsen af 1970erne »minipants«. Unknown/AP/Ritzau Scanpix

»Jeg hedder Cheryl, flyv mig« eller »Jeg hedder Amber, flyv mig hele vejen til Mexico« lød det med lummer tvetydighed i annoncer, der viste billeder af stewardesser i miniskørt.

Det var med dem på nethinden, at mandlige passagerer trådte ind i flyet og måske, efter et par whiskyer, også  følte sig foranlediget til at lægge an på en af de labre, tjenende ånder.

Først under indtryk af de seneste års #metoo-bølge er bevidstheden om chikane og overgreb så småt ved at finde vej ind i luftfartsbranchen.

Mange selskaber har indført interne forholdsregler og særlige træningsforløb, der hjælper stewardesserne med at håndtere tilnærmelser og krænkelser.

På den baggrund vækker afsløringen af Kuwait Airways' rekrutteringsmetoder anno 2022 så meget desto større opsigt.

Et lille ar var vigtigere end syv sprog

Omkring 60 aspiranter fra hele Den Iberiske Halvø mødte 5. november op på et hotel i Madrid, hvor rekrutteringsfirmaet Meccti på vegne af Kuwait Airways havde sat dem stævne.

De var blevet indkaldt, dels på baggrund af deres cv, dels ud fra kriterier som »korrekt vægt i forhold til en minimumshøjde på 160 cm«, »god sundhedstilstand« og »en generelt charmerende fremtræden«.

Det viste sig hurtigt, at der først og fremmest blev lagt vægt på de fysiske kvaliteter, forklarer fem af de fremmødte unge kvinder, som el.Diario.es har talt med.

Besætningsmedlemmer fra Kuwait Airways på vej gennem en af terminalerne i Golf-landets Kuwait International Airport. Yasser Al-Zayyat/AFP/Ritzau Scanpix

Efter en kort peptalk, der især handlede om at tale andre luftfartsselskaber ned, fulgte sprogprøver, og herefter gik en ydmygende grovsortering i gang.

I alles påhør fik nogle at vide, at de var for tykke eller for gamle. Andre, at de var for tynde. Aspiranter med synlige tatoveringer eller piercinger fik besked om selv at finde ud.

»En pige, som talte syv sprog, blev diskvalificeret, fordi hun havde et ar over det ene øjenbryn. En anden, fordi hun havde modermærker i ansigtet,« fortæller Mariana.

Heller ikke aspiranter med briller og bøjle på tænderne kunne bruges i Kuwait Airways.

»For et par stykker var begrundelsen, at man ikke brød sig om deres smil eller deres hud,« tilføjer Mariana.

»Jeg følte mig som en hund«

Med de værste »misfostre« sorteret fra begyndte en anden og endnu mere intimiderende fase af udvælgelsesprocessen.

Aspiranterne blev én efter én kaldt ind i et lokale til nærmere undersøgelse af en kvindelig assistent fra rekrutteringsfirmaet.

Først blev deres tænder tjekket.

»Hun stak nærmest hovedet helt ind i munden på mig og mumlede, at det kunne vist godt gå,« fortæller en anden af de unge kvinder, Bianca på 23, og fortsætter:

»Hun undersøgte mit tandsæt, som om jeg var en hund. Jeg følte mig totalt ydmyget.«

Kuwait Airways rekrutterer stewardesser over hele verden. Her poserer to thailandske ansatte i Kuala Lumpur International Airport. TENGKU BAHAR/AFP/Ritzau Scanpix

Men det blev kun værre.

Kuwait Airways lægger stor vægt på, at deres kvindelige ansatte har en perfekt hud, lød forklaringen, da aspiranterne fik besked om at smide tøjet.

Herefter gik jagten på ikke blot tatoveringer men også ar, modermærker, bumser og andre former for urenheder.

At de placeret på maven, ryggen eller lårene ville være usynlige for passagererne under uniformen, var ikke nogen undskyldning.

En anden af kvinderne, elDiario.es har talt med, Irene, fik at vide, at hun kun ville komme i betragtning, hvis hun fik et modermærke på overarmen fjernet.

Ingen sorte stewardesser

Ingen af de kvinder, som nu står frem med deres historier, fandt nåde for rekrutteringsfolkenes kritiske og – vil mange mene – groft diskriminerende øjne.

Mariana, der efter endt træning endnu er på jagt efter sit første job i branchen, fik i stedet en sidste ydmygende bemærkning med sig hjem.

»De sagde til mig, at min krop var som en rutsjebane, med alt for mange kurver, og at piger som mig aldrig ville blive ansat i et luftfartsselskab,« fortæller hun.

Også Maria, der ellers i første omgang havde klaret cuttet, endte med at blive sorteret fra – på grund af sin hudfarve.

Den 19-årige kvindes forældre er indvandret til Spanien fra Afrika.

Og rekrutteringsfirmaet havde desværre ikke været orienteret om de racemæssige aspekter af Kuwait Airways' ansættelsespolitik, beklagede det i det afslag, Maria nogle dage senere modtog.

Meccti, der ligesom sin hovedkunde har hjemme i Mellemøsten, regerede i første omgang på el.Diario.es' afsløringer med et sagsanlæg mod de unge kvinder.

Da arbejdstilsynet bebudede en undersøgelse af de i Spanien ulovlige udvælgelsesmetoder, forsøgte firmaet at skyde skylden på en underleverandør.

Senest er endnu en ansættelsesproces i Madrid, der skulle finde sted, blevet aflyst.

Kuwaits Airlines' kræsne passagerer må klare sig uden spanske og portugisiske stewardesser med perfekt hud, velplejede tandsæt og strålende smil. I hvert fald for en tid.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.