I 2016 forsøgte russerne at hjælpe Trump til magten – nu hjælper de ham igen og afslører whistleblower

På opfordring fra en af Donald Trumps nære støtter får præsidenten hjælp fra både Rusland og sin egen søn til at afsløre den whistleblower, der fik forundersøgelse til rigsretssag til at rulle. Dermed er der erklæret total krig forud for næste uges åbne høringer.

Præsident Donald Trump sammen med præsident Vladimir Putin under G20-topmødet i Osaka i juni. Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Det skabte røre, da Donald Trump i en valgtale i juli 2016 åbent bad Rusland om hjælp til at finde Hillary Clintons 30.000 forsvundne e-mail, hvorefter russiske agenter selvsamme dag forsøgte at hacke sig adgang til Clintons personlige e-mail.

Og nu gentager historien sig.

Kreml-støttede russiske medier og Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., afslører navnet på en whistleblower for at miskreditere vedkommende og hjælpe præsidenten forud for en lurende rigsretssag, som kan skade Trumps præsidentskab.

Og det hele begyndte med en giftig opfordring.

Mandag aften stod Trumps stærke støtte, senator Rand Paul, sammen med Donald Trump på scenen til et valgstævne i Kentucky for at give sin ubetingede opbakning til præsidenten.

Fra scenen krævede Rand Paul, at medierne afslørede identiteten på den whistleblower, som for nylig med en indberetning fortalte om muligt magtmisbrug, da præsidenten 25. juli talte i telefon med Ukraines præsident, Volodymyr Selenskyj.

Whistlebloweren er beskyttet af loven

Amerikanske medier har holdt sig tilbage med at offentliggøre navnet, da personen er beskyttet af loven for whistleblowere. Dog har flere medier skrevet, at vedkommende er CIA-agent og tidligere har haft sin gang i Det Hvide Hus.

Men Rand Pauls opfordring, som han kom med stående side om side med præsidenten, blev en belejlig blåstempling for Kreml-støttede russiske medier til at offentliggøre whistleblowerens navn, efter at senatoren også i et tweet havde delt en artikel med personens navn, foto og historie som CIA-agent.

Mens præsident Donald Trump så på, holdt hans nære støtte, senator Rand Paul, en brandtale under præsidentens valgstævne i Kentucky mandag aften. Bryan Woolston/AFP/Ritzau Scanpix

Dermed var vejen banet for, at Putin-støttende russiske medier som TASS, RT og Rossiya-1 kunne udbrede samme information.

Selv republikanske politikere har fordømt Rand Pauls opfordring. Men onsdag fortsatte Donald Trumps søn Donald Trump Jr. i samme spor og henviste i et tweet til en artikel fra Breitbart News, som Trumps tidligere særlige rådgiver Steve Bannon har stået i spidsen for.

»Jeg elsker forargelsen over, at jeg udsender et tweet med en artikel om den »angivelige« whistleblower,« skrev Donald Trump Jr. og tilføjede, at han naturligvis ikke havde koordineret det med sin far og Det Hvide Hus.

Trump har dog gentagne gange kaldt whistleblowerens indberetning for »falsk« og forlangt, at vedkommendes identitet skulle frem i lyset, hvilket kritikere har set som en måde at intimidere og underløbe whistlebloweren på.

Trumps pres på Selenskyj

For kernen i whistleblowerens indberetning er, at Trump begik embedsmisbrug, da han i en telefonsamtale 25. juli lagde massivt pres på Ukraines præsident, Volodymyr Selenskyj.

Dels ved at afkræve Selenskyj et løfte om en korruptionsundersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Biden og hans søn Hunter Biden, der har haft en bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma. Dels ved at afkræve Ukraines præsident et løfte om en efterforskning af en vild konspirationsteori om en påstået skjult server i Ukraine, som kan bevise, at Rusland slet ikke blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016 for at hjælpe Trump til magten, hvilket den særlige undersøger Robert Mueller ellers har dokumenteret.

Bliv ved med at grave i Ukraine efter det sødeste »kompromitterende materiale« af alle: Bevis, at Ukraine – ikke Rusland – blandede sig i det amerikanske valg.

Og denne udokumenterede Trump-teori passer Ruslands præsident, Vladimir Putin, og de Kreml-støttede russiske medier perfekt, da Donald Trump samtidig går Ruslands ærinde.

»Bliv ved med at grave i Ukraine efter det sødeste »kompromitterende materiale« af alle: Bevis, at Ukraine – ikke Rusland – blandede sig i det amerikanske valg,« har den russiske TV-studievært Dmitry Kiselyov sagt ifølge Daily Beast.

Han blev i 2013 personligt udpeget af Putin til at stå i spidsen for det officielle regeringsejede internationale nyhedsbureau Rossiya Segodnya.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sammen med chefen for Ruslands stastlige nyhedsbureau Rossiya Segodnya, som Putin personligt udpegede til posten i 2013. Sergei Chirikov/Reuters/Ritzau Scanpix

Statslige russiske medier har det også godt med konspirationsteorier, der underløber Trumps rivaler – for eksempel Joe Biden, som Dmitry Kiselyov har kaldt Trumps »mest farlige rival« til præsidentvalget i USA næste år.

Trump er en trumf for Rusland

I det hele taget har Trump vist sig at være en trumf for Rusland, som rykker ind med det samme og udfylder det magtvakuum, som Trumps beslutninger efterlader. Det gælder blandt andet hans beslutning om en tilbagetrækning af tropper fra Syrien.

»De siger, at Trump gør Rusland stort igen. Det er helt grundlæggende præcist,« som Karen Shakhnazarov, administrerende direktør for Mosfilm Studio og en fremtrædende skikkelse på den russisk stats TV, har sagt ifølge Daily Beast.

»Det kaos, som Trump har bragt ind i det amerikanske regeringssystem, svækker USA (…) Og det er derfor, vi elsker ham (…) Jo flere problemer de har, jo bedre er det for os.«

Trump styrker ikke nødvendigvis Rusland, fordi han har lyst til det, men fordi han som i tilfældet med både Syrien og Ukraine jagter noget, han kan slå på i den forestående præsidentvalgkamp. Men som samtidig altså passer russerne strålende.

Foreløbig er præsidentens Ukraine-politik dog i problemer på grund af den efterforskning, der kan føre frem til en rigsretssag, og som blev skudt i gang med whistleblowerens indberetning.

Republikanerne er ved at løbe tør for skyts

Når Donald Trump, senator Rand Paul og præsidentens søn nu går så hårdt efter whistlebloweren, skyldes det ikke mindst, at Republikanerne er ved at løbe tør for skyts imod den rigsretssag, som Demokraterne opbygger imod Donald Trump.

Først var Republikanernes stærkeste argument mod Demokraternes forundersøgelse til en mulig rigsretssag, at høringerne foregik bag lukkede døre.

Men dette kritikpunkt er svækket af, at det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus i sidste uge besluttede at gøre høringerne offentlige. Det sker fra onsdag i næste uge.

Derudover har Republikanerne afvist Demokraternes mistanke om, at Trumps samtale med den ukrainske præsident dækkede over et beskidt spil, hvor Trump krævede »noget for noget«. Det mener de i modsætning til Demokraterne stadig ikke, at der er beviser for.

Men i dag har flere republikanske kongresmedlemmer skiftet taktik og er i stedet begyndt at tale om, at præsidenten måske nok krævede »noget for noget«, men at dette ikke berettiger til en rigsretssag og en afsættelse af præsidenten.

Det er sket efter ikke mindst en belastende 15-siders erklæring fra USAs ambassadør i Ukraine, William B. Taylor Jr.

I erklæringen fortalte Taylor under sin høring, at Trump tilbageholdt amerikansk militærbistand for 391 mio. dollar til Ukraine og afviste at holde et møde med Volodymyr Selenskyj i Det Hvide Hus, før den ukrainske præsident gik med til at foretage en efterforskning af Joe Biden og hans søn og teorien om, at russerne slet ikke blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

William B. Taylor Jr. lagde hermed pres på USAs EU-ambassadør, Gordon Sondland, en af præsidentens nære støtter, da han under sin tidligere høring havde afvist at have kendt til nogen af delene.

Kovending efter trusler om mened

Men med en trussel om at have begået mened hængende over hovedet har Gordon Sondland netop fået sin hukommelse tilbage og har nu foretaget en større kovending.

I en tresiders erklæring til Kongressen skriver USAs EU-ambassadør, at han nu husker at have fortalt en højtstående ukrainsk embedsmand, at hans land højst sandsynligt blev nødt til at give Trump et offentligt løfte om undersøgelser af Biden og hans søn, før der på ny ville tilflyde Ukraine militærbistand fra USA.

Det kaos, som Trump har bragt ind i det amerikanske regeringssystem, svækker USA (…) Og det er derfor, vi elsker ham.

En anden af Trumps stærke støtter, senator Lindsey Graham, fastholder, at der ikke er konkrete beviser for »noget for noget«-anklagen, og karakteriserer det hele som »bullshit« og »en vittighed«.

Samtidig kræver han også, at whistleblowerens identitet afsløres, og at vedkommende lader sig afhøre i Kongressen. Det skal blandt andet ske for at finde ud af, om whistlebloweren har indberettet præsidentens telefonsamtale som magtmisbrug, fordi han i virkeligheden er »partisk«, som Lindsey Graham siger.

Whistleblowerens advokat advarer om, at det kan sætte hans klients sikkerhed på spil. Det samme gør Demokraterne, der samtidig påpeger, at hans indberetning er blevet bekræftet af såvel vidneudsagn som den femsiders udskrift af Trumps telefonsamtale, som er offentliggjort.

Men her stopper balladen helt sikkert ikke.

For med de Kreml-støttede medier og Donald Trump Jr., der følger op på Rand Pauls opfordring, er der erklæret totalkrig forud for næste uges åbne høringer. Hvis whistleblowerens navn offentliggøres, kan et nyt betændt spil begynde.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA