En bitter magtkamp om at placere et overordnet ansvar efter onsdagens terrorforsøg på tidligere præsident Barack Obama, den tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton, TV-stationen CNN og flere andre blot to uger før det amerikanske midtvejsvalg er i fuld gang.

Alt tyder på, at magtkampen blot vil skabe mere kold luft og splitte amerikanerne endnu mere, end de er i dag, hvor det politiske klima i forvejen er præget af konfrontation og vrede.

Demokrater finder, at præsident Donald Trump bærer et indirekte ansvar for brugen af politisk vold på grund af hans skarpe retorik, herunder flere gange at have kaldt pressen for »folkets fjende« og kontinuerligt at have kaldt liberale medier, herunder CNN, for »fake news«.

Ligesom de i skarpe vendinger har kritiseret, hvad de opfatter som en præsidentiel blåstempling af politisk vold, da Trump i 2017 efter en højreradikal protestmarch med nazister i Charlottesville – som endte med en moddemonstrants død – sagde, at der var gode folk på »begge sider«.

»Hvor svært kan det være at sige, at nazister er slemme,« som Barack Obama sagde henvendt til Donald Trump i en tale for nylig.

Men Donald Trump mener ikke, at han kan bebrejdes for sin retorik.

De syv, der blev forsøgt angrebet med rørbomber. Øverst fra venstre: Tidligere formand for Demokraternes Nationale Komité (DNC), Debbie Wasserman Schultz, Demokraternes tidligere præsidentkandidat, Hillary Clinton, donor til Det Demokratiske Parti, George Soros, Demokraternes tidligere præsident, Barack Obama. Nederst fra venstre: Justitsminister under Barack Obama, Eric Holder, det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Maxine Waters, og tidligere CIA-direktør, John Brennan.
De syv, der blev forsøgt angrebet med rørbomber. Øverst fra venstre: Tidligere formand for Demokraternes Nationale Komité (DNC), Debbie Wasserman Schultz, Demokraternes tidligere præsidentkandidat, Hillary Clinton, donor til Det Demokratiske Parti, George Soros, Demokraternes tidligere præsident, Barack Obama. Nederst fra venstre: Justitsminister under Barack Obama, Eric Holder, det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Maxine Waters, og tidligere CIA-direktør, John Brennan. Reuters/Ritzau Scanpix

Onsdag tog han skarpt afstand fra terrorforsøgene, som han kaldte »kujonagtige«.

Og han understregede, at »det amerikanske folks sikkerhed er min højeste og absolutte prioritet«.

Han fastslog også, at USA vil »stå sammen og sende et meget klart, stærkt og umiskendeligt budskab om, at handlinger med eller trusler om politisk vold af nogen art ikke har nogen plads i USA«.

Og han lovede en »aggressiv efterforskning« af forsøgene på at ramme Barack Obama og præsidentægteparret Bill og Hillary Clinton og andre med rørbomber i breve.

Men under et valgstævne i Wisconsin onsdag aften, få timer efter afsløringen af terrorforsøgene, bebrejdede Trump hans politiske modstandere og medierne for det turbulente politiske klima, der har indhyllet USA.

Han sagde, at politikerne »må stoppe med at behandle politiske modstandere, som om de er uden moral«.

Og han sagde, at ingen bør sammenligne »politiske modstandere med historiske skurke«.

»Hvilket sker hele tiden. Det må stoppe,« sagde han med henvisning til, at flere politikere på det seneste er blevet opsøgt og overfuset på offentlige steder, herunder i restauranter.

Hvorefter han bebrejdede nyhedsmedierne den nationale politiske tone med deres »endeløse fjendtlighed«.

»Medierne har også et ansvar for at anlægge en civil tone og for at stoppe den endeløse fjendtlighed og deres konstante negative og ofte falske angreb og historier,« sagde han til klapsalver.

Har I bemærket, hvor godt jeg opfører mig i aften?

Men Trump, der er kendt for på sine valgstævner at lange kraftigt ud efter såvel medier som politiske modstandere, tog ikke ansvar for sin egen retorik.

Tværtimod lavede han fra talerstolen sjov ud af, at han med sin ordbrug ofte kritiseres for at være ansvarlig for det dårlige politiske klima, hvilket ifølge kritikere tilmed kan have opildnet en skør sjæl i en grad, så vedkommende er grebet til metoden med brevbomberne.

»Og i øvrigt – har I bemærket, hvor godt jeg opfører mig i aften,« spurgte Trump sit publikum. »Har I nogensinde set det før? Vi opfører os alle rigtig godt.«

Jeff Zucker, præsident for CNN, anklagede onsdag aften Trump for at dæmonisere journalister.

»Præsidenten, og særligt pressesekretæren i Det Hvide Hus, bør forstå, at deres ord betyder noget,« sagde han.

Hillary Clinton sagde under en samling med 200 demokratiske donorer i Florida, at det er »bekymrende tider« og en tid med »dyb splittelse«. Hun opfordrede til, at »vi må gøre alt, vi kan, for at skabe samling i vores land«.

Bølgen af rørbomber i brune konvolutter har det seneste døgn medført en intensiv efterforskning af, om bombemanden bag er gået efter mål, som har skabt vrede på højrefløjen.

For striben af personer, som der er sendt rørbomber til, er alle forhadt af den yderste højrefløj. Og flere af dem har været meget kritiske over for præsident Trump.

Ud over Barack Obama og ægteparret Bill og Hillary Clinton er der sendt breve med rørbomber til Obamas tidligere justitsminister, Eric Holder, det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Maxine Waters, og tidligere CIA-direktør under Obama, John Brennan, hvis navn stod på brevet til CNN.

John Brennan optræder ofte som ekspert på CNN, og han har været yderst kritisk over for Trumps præsidentskab.

Som Barack Obama er både Eric Holder og Maxine Waters afroamerikanere, og Trump har i længere tid haft en disputs med Waters, som han flere gange har anklaget for at have et »lavt IQ«.

En kilde fra ordensmagten siger til The New York Times, at efterforskere undersøger muligheden for, at »de eksplosive enheder« var konstrueret til at ligne rørbomber, men i virkeligheden var falske og ikke kunne eksplodere.

Ifølge FBI er rørbomberne lig den, som blev fundet mandag i postkassen hos George Soros, en mangemillionær, filantrop og liberal donor, der bor i en forstad til New York.

Brevet med rørbomben til John Brennan blev angiveligt afleveret til CNN i New York med kurer, og en bombemand i sikkerhedsdragt blev sendt ind for at fjerne den i bygningen, der forinden var blevet evakueret.

Bomben sendt til Bill og Hillary Clinton var adresseret til deres bolig nord for New York i byen Chappaqua.

Brevet blev opdaget under en rutinemæssig undersøgelse, hvor man screener al post til den tidligere præsident og tidligere præsidentkandidat og udenrigsminister.

Rørbomben til Barack Obama blev opsnappet i posten til hans kontor og hjem i Washington D.C.

Bomben til Eric Holder blev ifølge New York Times tilsyneladende afleveret på et forkert sted. Da det demokratiske medlem af Repræsentanterens Hus, Debbie Wasserman Schultz, var skrevet på som returadresse, blev brevet ifølge FBI leveret til hendes distriktskontor i Florida.

Alle de hjemmelavede rørbomber var pakket i brune konvolutter foret med tape med returadresse til Debbie Wasserman Schultz, som tidligere har været formand for Demokraternes Nationale Komité (DNC).

Alle adressemærkaterne med navnene var printet ud fra en computer, og alle konvolutterne var udstyret med frimærker – også i de tilfælde, hvor brevene muligvis blev afleveret med kurer i stedet for postvæsenet.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA