Hvad er Trumps favoritmusikvideo? Er Biden på stoffer? Hvad er en anti-Jesus-kandidat? Hvem fører i målingerne? Få svarene her

»Kampagnesporet«, Berlingske podcast om amerikansk politik, handler i dag om en musikvideo, en bog, TV-optrædener og meningsmålinger. Og så det faktum, at der er under 50 dage til det amerikanske præsidentvalg.

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, på vej på scenen ved et arrangement i Florida, hvor han endte med at danse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Til tonerne af et musiknummer, der tidligere er blevet beskrevet som en glidende flod eller et langt ømt kys begynder den uges udgave af »Kampagnesporet«, Berlingske podcast om amerikansk politi.

Musiknummeret er Guns N’ Roses' »November Rain« fra 1992, som udover at være en powerballade af den store kaliber, åbenbart også er et af Donald Trumps yndlingsnumre, i hvert fald er han vild med musikvideoen, hvis man skal tro hans tidligere talskvinde Sarah Huckabee Sanders.

I 2018 trækker præsidenten Sarah Huckabee og et par andre side og siger, at han vil have nummeret med på playlisten til sine rallys, samt at det er den bedste musikvideo, der er lavet. Herefter skal hun og andre kolleger se hele den ti minutter lange video sammen med Trump. Kort fortalt begynder den med et bryllup og ender med en begravelse.

»Det er et meget sindrigt plot,« lyder det lettere sarkastisk fra Mads Fuglede: »Jeg havde bare ikke tænkt, at Donald Trump havde ti minutter til at sidde og se den igennem i Det Hvide Hus.«

Latinoproblemet

De to værter på Berlingskes podcast om amerikansk politik, Mads Fuglede, USA-kender og folketingsmedlem for Venstre, samt David Trads, journalist og tidligere USA-korrespondent, fortsætter med musikalske indslag i podcasten.

I den forgange uge tog Joe Biden til Florida for første gang i valgkampen. Det sker, fordi Trump har halet ind på Biden i staten, hvor hver femte vælger har latinobaggrund.

Ved et vælgermøde bliver Joe Biden introduceret af musikeren Luis Fonsi, manden bag kæmpehittet »Despacito« fra 2017. Da Joe Biden kommer på scenen, finder han hittet frem på sin telefon og forsøger at danse lidt. »Despactio« betyder langsom. En smule komisk, mener David Trads.

USAs præsident, Donald Trump, ved et vælgermøde i Arkansas. Trump har lige nu medvind i Florida. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix.

Men det er helt reelt, at Joe Biden har et problem med latinovælgerne. Tal fra 2016 viser, at Hillary Clinton fik klart flere latinostemmer end Trump, men lige nu fører Trump i vælgergruppen i Florida, hvilket er grunden til, at Trump er tæt på at indhente Biden i Florida.

»Hvis Biden ikke havde det her latinoproblem, vil Florida ikke være i spil, men Florida er i spil, og den er meget vigtig. Hvis Trump skal vinde, så er Florida ligesom hjørnestenen i den strategi. Omvendt kan Demokraterne lukke valget ret hurtigt, hvis Biden vinder Florida,« lyder analysen fra Mads Fuglede.

»Florida er en rigtig svingstat. Siden 1964 har alle valgets vindere vundet Florida på nær en gang,« lyder det fra David Trads. Florida er blevet en vigtigere stat, fordi staten vokser og hele tiden får flere valgmænd.

Flere og mere præcise målinger

Generelt kommer der flere og mere præcise meningsmålinger nu. Og selv om Joe Biden stadig fører stort i de nationale målinger, så oplever han et mindre fald i tilslutningen lige nu. Når man kigger på de enkelte delstater, kan man se, at det, der sker, er, at Trump får stadig flere vælgere i de stater, som han i forvejen står til at vinde, mens Biden hiver nogle hjem i de stater, der er svingstater.

Kigger man på valgmændene, som man skal have 270 af for at vinde valget, så er der nu 222, der ser ud til at være sikre for Biden, mens Trump har 125 sikre. Så der er 191 valgmænd i spil. Af dem skal Joe Biden kun hente 48 for vinde. Så med Mads Fugledes ord har Biden »et mindre bjerg, som han skal kravle op ad«.

Biden er anti-Jesus-kandidaten

Et af valgkampens paradokser er, at Joe Biden har svært ved at skabe entusiasme blandt vælgerne, men til gengæld bliver ved med at føre.

»Det er tydeligt, at Biden ikke skal gøre ret meget for at klare sig godt, mens Trump er i stand til at føre valgkamp mod sig selv, hvis skal tro målingerne,« siger Mads Fuglede.

Joe Biden bliver ikke rigtig udfordret af en hård valgkamp. Han fører en snæver valgkamp og bliver ikke trukket ind i den politiske manege hele tiden. Efter to Jesus-kandidater, Barack Obama og Donald Trump, hvor deres tilhængere elsker deres egen kandidat og hader den anden kandidat, så er Joe Biden noget helt andet.

»Han kan blive den første præsident i lang tid, som et flertal af amerikanerne kan acceptere – ikke at de synes, at han er fantastisk, men de kan godt leve med ham,« lyder det fra David Trads, som citerer en analyse fra Financial Times.

Hvis Mads Fuglede skal beskrive, hvad han ser som Joe Bidens største kvalitet, er det noget a la det her: »Hvis Joe Biden vinder, så får jeg det USA tilbage, som jeg godt kunne lide. Et USA, som ikke er så skørt, som det er blevet med Donald Trump.«

Er Biden på EPO?

Og mens Joe Biden fører en meget rolig kampagne, så er Donald Trump i fuld gang med sin valgkamp og kaster sig nu ind i interview med andre TV-kanaler end Fox News. Forleden var han på CBS, hvor han antydede, at Joe Biden muligvis var på præstationsfremmende medicin: »Det bliver jeg fortalt. (...) Hvordan kan han overhovedet gå?« spurgte han i interviewet.

Forhistorien er, at Joe Biden i de første mange debatter hos Demokraterne ikke klarede sig for godt. Kun i den sidste debat mod Bernie Sanders havde han en god debat. Forleden blev Biden så spurgt om Trumps angreb, hvortil han svarede: »Jeg ser frem til debatterne, og han (Trump, red.) er et fjols.«

Mere musik

Vi skal også høre Ennio Morricones »The Godfather Waltz« fra Godfather-filmen, fordi den ifølge Mads Fuglede passer godt til Michael Cohens nye bog, »Disloyal«, som Fuglede er i gang med læse.

Michael Cohen, der er advokat, beskriver i bogen, hvordan han blev suget ind i Trumps organisation og blev hans problemknuser. Mads Fuglede fortæller blandt andet om Cohens beskrivelser af, at hvorfor han begyndte at arbejde for Trump, hvordan Trump ingen rigtige venner har, og hvordan alle de, der arbejder for Trump, bliver »fedtet ind« i mærkelige aftaler.

Desuden skriver Michael Cohen i bogen om Trumps besættelse af tidligere præsident Barack Obama, som nok er den person, Trump hader allermest. Cohen ved ikke hvorfor, men kommer frem til, at det handler om misundelse.