Med et automatgevær i hænderne og sin kone, Patricia, ved sin side var Mark McCloskey klar til kamp, da Black Lives Matter-demonstranter forrige sommer bevægede sig forbi ægteparrets hus.
Billeder af parret, der »forsvarede« deres hus ved at patruljere foran deres terrasse med skarpladte våben, gik hurtigt verden rundt. Nu annoncerer den 63-årige advokat fra St. Louis, at han går efter en plads i det amerikanske senat, hvor han ønsker at repræsentere staten Missouri.
Det skriver New York Post.
»Jeg har altid været republikaner, men jeg har aldrig været politiker. Men Gud kom bankende på min dør sidste sommer forklædt som en vred pøbel,« forklarede Mark McCloskey om sin motivation for at stille op, da han tirsdag var gæst hos Tucker Carlson på Fox News.
Ægteparret blev lands- og i en vis grad verdenskendte, da Patricia McCloskey med en sølvfarvet pistol og Mark med et automatgevær trådte frem foran deres hus under Black Lives Matter-demonstrationerne efter politidrabet på afroamerikanske George Floyd.
Videooptagelser fra hændelsen lagde internettet ned, og det hvide og velhavende ægtepar, som skarptbevæbnet og i bare tæer og terrassetøj konfronterede demonstranterne, fik hurtigt nye satiriske navne som »rambo fra forstæderne« og »Ken og Karen«.
Også daværende præsident Donald Trump så videoerne og billederne af parrets konfrontation med demonstranterne. Men mens demokratiske politikere kritiserede episoden, var Trump lagt mere begejstret for parrets måde at forsvare deres eget hjem på.
Trump valgte at invitere Patricia og Mark McCloskey til at tale ved Republikanernes partikongres kort inden præsidentvalget.

Parret blev i oktober sidste år anklaget for ulovlig brug af våben samt manipulation af beviser i forbindelse med hændelsen foran deres hus.
Missouris republikanske guvernør, Mike Parson, har dog allerede lovet, at han agter at benåde parret, såfremt de bliver dømt for strafbare handlinger på grund af episoden, skriver AP.
Mark McCloskey deltager i et overfyldt kapløb om at erstatte den republikanske senator Roy Blunt, der ved næste valg har siddet som guvernør i to perioder. Konkurrenterne i det republikanske felt tæller blandt andre statens tidligere guvernør, Eric Greitens, der måtte stoppe før tid efter en række skandaler, og statsadvokat Eric Schmitt.
