Hun har sammenlignet coronarestriktioner med holocaust. Nu griber Twitter ind over for kontroversiel politiker

Nu sætter Twitter en stopper for republikanske Marjorie Taylor Greenes spredning af, hvad det sociale medie anser for misinformation på sin platform. Det sker efter pres fra Det Hvide Hus.

Republikanske Marjorie Taylor Greene er en fortsat trofast støtte af Donald Trump. Hun deltog derfor også, da den tidligere præsident afholdt sit første rally i år i slutningen af juni. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Maxwell/EPA/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marjorie Taylor Greene har for længst gjort sig bemærket på den ydre højrefløj, efter at hun i 2020 blev valgt til Repræsentanternes Hus i USA.

Siden da har det fløjet med beskyldninger og spekulationer fra republikaneren, der har gjort sig uvenner med alt og alle, men samtidig har fået en voksende vælgerskare blandt loyale Trump-støtter.

Under coronakrisen har hun gentagne gange kritiseret præsident Joe Bidens restriktioner, som hun har sammenlignet med holocaust. Hun har også været kritisk over for mundbind og vacciner.

Netop modviljen mod sidstnævnte giver nu Greene problemer.

Twitter har valgt at suspendere republikaneren fra sin platform midlertidigt, da de mener, hun at benytter det sociale medie til at sprede misinformation om coronavacciner.

Det bekræfter en talsmand fra Twitter til CNN.

Suspenderingen sker, efter at Marjorie Taylor Greene mandag delte flere opslag, som Twitter anser for misinformation om covid-19.

Hun skrev blandt andet i et opslag, at coronavirussen kun er farlig for personer, der kæmper med fedme eller er over 65 år.

Suspenderingen er i første omgang kun gældende i 12 timer, men hvis Greene igen – som hun har vane for – deler misinformation om coronavirus, vil Twitter gøre suspenderingen permanent, oplyser de.

Greenes tweet kan stadig læses i de 12 timer, hun er suspenderet, men hun har ikke selv mulighed for at lave opslag eller kommentere.

I dagene op til suspenderingen havde Twitter markeret to af Greenes opslag som »vildledende«.

»Facebook dræber«

Twitters valg om at suspendere Greene sker samtidig med, at Det Hvide Hus har øget fokus på spredning af misinformation på sociale medier. Det sker, efter at USA, der længe har været godt i gang med at vaccinere borgerne, nu oplever, at flere amerikanere vælger vaccinen fra.

»Misinformation om sundhed er en alvorlig trussel mod folkesundheden. Det kan forårsage forvirring, så mistillid, skade folks sundhed og underminere folkesundhedsbestræbelserne. At begrænse spredningen af ​​misinformation om sundhed er et moralsk og samfundsmæssigt imperativ, der kræver hele samfundets indsats,« skrev Vivek Murthy, der fungere som rådgivende læge i Det Hvide Hus, i en længere rapport.

Præsident Joe Biden har også været ude og sætte fokus på de sociale mediers ansvar for at mindske spredningen af misinformation på deres platforme.

Joe Biden fik i weekenden sagt, at Facebook direkte er ansvarlig for at »dræbe mennesker«, hvis ikke de tager ansvar for spredningen af misinformation. Præsidenten har siden ændret sin udtalelse, men fastholder alvoren:

»Mit håb er, at Facebook i stedet for at tage det personligt, at jeg på en måde siger, at Facebook dræber folk, at de ville gøre noget ved den uhyrlige misinformation om vaccinen. Det var det, jeg mente,« sagde præsidenten mandag efter en pressebriefing i Det Hvide Hus, skriver New York Post.

Voksende støtte

Det er ikke første gang, at Marjorie Taylor Greene oplever at blive suspenderet fra Twitter.

Tidligere på året blev hun suspenderet i 12 timer, da hun beskyldte de to senatsvalg i Georgia – der endte med senatspladser til Demokraterne – for at være resultatet af valgsvindel. Der er ingen beviser for den påstand.

Greene har gjort sig bemærket i Repræsentanternes Hus, hvor hun flere gange er lykkedes med at bremse eller forsinke lovforslag ved hjælp af rutinemæssige parlamentariske procedurer til stor irritation for Demokraterne.

Taktikken har hjulpet hende med at vinde støtte fra særligt det yderste højre. Pengepungen er også blevet større. I april meddelte hendes kampagne, at hun havde indsamlet 3,2 millioner dollar i de første tre måneder. Et forbløffende beløb for et nybegynder, skriver CNN.

Greene er erklæret støtte af konspirationsteorien QAnon, som blandt andet påstår, at en gruppe af pædofile satanister står bag en global børnesexhandelsring. Hun har også tidligere talt åbent om at få Barack Obama og Nancy Pelosi henrettet og hævdet – fuldstændig uden bevis – at mange af de skoleskyderier, der gennem årene har plaget USA, er iscenesatte.