Hun er rapkæftet, og hendes navn er synonymt med konservatisme – vil Cheney trods nederlag udfordre Trump i 2024?

Cheerleader, advokat og nu detroniseret og fjernet fra Det Republikanske Partis ledelse. 54-årige Liz Cheney er mere konservativ end de fleste – men det var ikke nok i et parti, der i dag gennemsyres af trumpismen.

Liz Cheney var som sin far en neokonservativ leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Liz Cheney var ellers godt på vej til at blive sit partis nye, store stjerne. Som ældste datter af tidligere vicepræsident Dick Cheney og en af Republikanernes største høge inden for sikkerhedspolitik var hun kravlet opad i et hierarki, der var domineret af ældre mænd.

Måske kunne den 54-årige tidligere cheerleader, advokat og neokonservative sågar en dag blive USAs og Republikanernes første kvindelige præsident? Men onsdag satte hendes Trump-loyale parti en umiddelbar stopper for dette.

Længe så det ellers ud til, at hun havde regnet det hele ud. Men hendes fortsatte skarpe kritik af Trumps løgne om valgsvindel og i særdeleshed hans rolle i hans voldelige støtters angreb på Kongressen 6. januar blev til sidst for meget for den Trump-tro Kevin McCarthy – Republikanernes minoritetsleder i Repræsentanternes Hus – og et flertal af partifællerne, der ekskluderede hende fra ledelsen efter en hemmelig afstemning.

Selvom Liz Cheney er kendt for at være rapkæftet og et af sit partis hårdeste Trump-kritikere, så er sandheden, som Politico påpegede i et portræt allerede sidste sommer, at hun hele tiden var særdeles strategisk i forhold til, hvilke kampe hun skulle tage.

Liz Cheney taler til pressen efter sin ekskludering fra Republikanernes ledelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix.

Selvom hun nådesløst angreb Trump allerede, mens han var præsident, forsvarede hun ham samtidig på alle de områder, hvor det virkelig betød noget for ham, mens hun brugte endnu mere tid på at angribe Trumps yndlingsfjender såsom Nancy Pelosi og Kina.

Og i løbet af Trumps fire år i Det Hvide Hus stemte hun ifølge FiveThirtyEight i overensstemmelse med hans dagsorden hele 92,9 procent af tiden, mens hendes afløser som den tredjehøjest rangerede i Repræsentanternes Hus, Elise Stefanik, kun stemte for Trumps linje 77,7 procent af tiden.

Men Cheney angreb også Trump – det gjorde hun i den grad, og det ofte på udspekuleret vis og ved også at bruge sin berømte far, der i konservative kredse om nogen er kendt for at være en kontant og gammeldags høg. Ligesom hans datter er i dag.

Da Trump under pandemien sidste år afviste at gå med mundbind, ramte Liz Cheney ham på et af hans ømme punkter – hans mandighed. På Twitter lagde hun et billede ud af sin far med mundbind. Fotoet var ledsaget af teksten »Dick Cheney siger GÅ MED MUNDBIND« og  #realmenwearmasks – rigtige mænd går med mundbind.

Mens Trump angreb sin egen pandemitoprådgiver, Anthony Fauci, gik Cheney ud og forsvarede ham indædt: »Vi behøver hans ekspertise og hans dømmekraft for at bekæmpe denne virus. Alle amerikanere bør takke ham. Hver dag,« sagde hun.

Og hun klandrede Trump for sidste sommer at bruge tiden på tweets, hvor han på usand vis hævdede, at tv-værten Joe Scarborough havde myrdet en tidligere ansat.

Særlig åbenmundet var Liz Cheney dog, når det kom til spørgsmål om udenrigspolitik og USAs nationale sikkerhed.

Som konservativ høg ser hun Rusland og Vladimir Putin som en hovedfjende, og hun angreb Trump for være for eftergivende over for den russiske leder, herunder for ikke at gå til biddet over for Putin efter rapporter om russiske dusører for at dræbe amerikanske soldater i Afghanistan.

Hun klandrede Trump for at trække amerikanske soldater ud af Syrien og uden videre at efterlade kurdiske allierede på slagmarken uden beskyttelse.

Og hun mente, at Trump var »farligt vildledt«, da han annoncerede sine planer om at trække amerikanske tropper ud af Tyskland.

Trods al den skarpe kritik af Trump hyldede han som præsident hende i lang tid. Han sagde, at hun havde en »fremtid uden grænser« i Det Republikanske Parti, og at Wyoming – hvor hun er valgt – var »heldige« med at have hende. Først senere kaldte han hende et »krigsførende fjols« og andre grimme ting.

Held med sin egen vej – for en tid

Det virkede således længe, som om hun havde held med at skabe sig sin egen vej i partiet, hvor hun på den ene side kunne slippe afsted med at kritisere Trump på en række principielle områder i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, mens hun forsvarede ham indædt på en række andre – herunder da han blev stillet for sin første rigsret.

På denne måde kunne hun skabe sig opbakning fra alle fløje – trumpister, traditionelle konservative og ærkekonservative som hende selv – hvis Trump tabte præsidentvalget, sådan som det i meningsmålingerne tydede på allerede sidste sommer.

Men så kom 6. januar 2021 – en i dag skæbnesvanger dato i Det Republikanske Partis historie. Liz Cheney så stormløbet på Kongressen som en skelsættende begivenhed og et bevis på, at hendes parti nu endegyldigt måtte tage klar afstand til Trump.

Hun stemte for at stille Donald Trump for endnu en rigsret for at have opildnet til et oprør for at omstyrte demokratiet. Og hun argumenterede for, at hendes parti nu måtte tage et endeligt opgør med Trump.

Angiveligt kalkulerede hun med, at hendes parti ville følge trop. I første omgang nød hun da også bred opbakning, da en gruppe af hendes partifæller i januar forlangte, at hun forlod partiledelsen.

Men siden blev det for meget for partiet, der med den republikanske minoritetsleder og Trump-allierede Kevin McCarthy i spidsen fjernede hende fra ledelsen med det argument, at det er tid til »at stå sammen« og at se fremad.

Selv ville hun i april ikke udelukke, at hun nogensinde selv vil gå efter præsidentposten.

»Jeg udelukker intet – nogensinde er lang tid,« sagde hun til The New York Post.

I lyset af hendes ekskludering fra ledelsen og den brede opbakning til Trump blandt republikanerne synes det dog svært at forestille sig, at hun allerede skulle kunne blive sit partis præsidentkandidat i 2024, hvis Trump her går efter posten på ny.

I hvert fald tabte hun første runde. Til gengæld står hun – hvis de en dag skulle generobre magten i partiet – tilbage som en principfast tilhænger af konservative værdier.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.