Her er det slut med udtryk som mor, far, dreng og pige. Skolerne i USA bliver mere og mere »woke«

Lærerne på en af New Yorks fineste privatskoler opfordres nu til at kalde »forældre« for »værger« og til udlade kønsbestemte ord som »dreng« og »pige«. Det er blot ét eksempel på en ny strømning mod »woke« opdragelse, der breder sig i både offentlige og private skoler i USA.

Den klassiske, amerikanske skolebus er stadig gul. Men »wokeness« breder sig i både offentlige og private skoler i USA. MIKE BLAKE

I New York er den 127 år gamle privatskole Grace Churchs popularitet uomtvistelig, og man fornemmer straks en god stemning, da forældre denne morgen strømmer mod skolens slotsagtige bygning for at aflevere deres små til en vagt ved døren.

End ikke den årlige udgift på 360.000 kroner for at have sit barn gående her afskrækker. Til gengæld er skolen nu havnet i stormvejr for at have taget »woke« til et helt nyt niveau. Skolen har indført en 12 siders sprogguide, der vender op og ned på, hvad de fleste har lært, og mange finder naturligt.