Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ligesom det var tilfælde for George Floyd, blev 26-årig Breonna Taylor dræbt af politiet.
I hendes tilfælde var det ikke et knæ mod halsen, der gjorde udfaldet, men otte skud i kroppen, da syv betjente 13. marts 2020 stormede hendes lejlighed for at gennemføre en narkoransagning.
Hendes død var sammen med drabet på George Floyd med til at udløse de mange protester mod racisme og politivold, der sidste sommer fandt sted overalt i USA.
Myles Cosgrove var en af de politibetjente, der skød Breonna Taylor. Han ønsker nu at vende tilbage til sit job hos politiet. Han blev ellers fyret efter episoden.
Sagen vil blive afgjort af Louisville Metro Police, som Myles Cosgrove i sin tid var en del af. Flere høringer vil finde sted, skriver USA Today.
Myles Cosgrove blev i sin tid fyret for ikke »korrekt at identificere et mål«, da han under ransagningen affyrede 16 skud ind i Breonna Taylors lejlighed.
Yvette Gentry, tidligere politichef i Louisville, fastslår, at Cosgrove overtrådte politiets procedurer for »magtanvendelse«, og at det var en fejl, at han samtidig undlod at bruge et kropskamera under eftersøgningen, hvilket ellers er et krav.
Hun konkluderer under en indledende høring, at hun – på trods af Myles Cosgrove mange års tjeneste – »ikke kan retfærdiggøre din (Myles Cosgroves, red.) adfærd eller med god samvittighed anbefale noget mindre end en opsigelse«.
Det fatale skud
Myles Cosgrove var en af i alt syv civilklædte betjente, der foretog ransagningen af Breonna Taylors lejlighed.
Tre af betjentene affyrede tilsammen i alt 32 skud, da Breonna Taylors kæreste affyrede et skud, da ransagningen blev indledt, skriver The New York Times.
Kæresten har efterfølgende forklaret, at han troede, at de civilklædte betjente var kriminelle. Der blev efterfølgende ikke fundet narkotika i lejligheden.
FBI har konkluderet, at Myles Cosgrove affyrede det fatale af de i alt otte skud, der endte med at koste Breonna Taylor livet.
Der er ikke blevet rejst sigtelser mod nogen af de tre betjente. Det besluttede en storjury i september 2020.
Den endelige høring, der skal afgøre om Myles Cosgrove kan vende retur til sit tidligere job, forventes afsluttet i midten af december.