Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Et af Holocausts mest omtalte ofre, Anne Frank, døde i en koncentrationslejr efter at have gemt sig for nazisterne på et loft i Holland.
Hendes sidste tid bød på rædsler, man flere end 75 år senere knap kan forestille sig.
Alligevel mener Robert F. Kennedy Jr., der er søn af tidligere senator Robert F. Kennedy og nevø til tidligere præsident John F. Kennedy, at Anne Frank på vise punkter havde det nemmere, end uvaccinerede amerikanere har det i dag, skriver CNN.
I en tale foran tusindvis af coronaskeptikere i Washington DC søndag sammenlignede han de amerikanske coronaregler med regler under totalitære regimer.
Demonstrationen var arrangeret for at sætte fokus på et kommende vaccinekrav i byen. Dette betyder blandt andet, at det flere steder kræver et coronapas at kunne gå på arbejde.
Robert F. Kennedy Jr. har længe været modstander af vacciner og coronapasset.
»De indfører alle disse teknologiske kontrolmekanismer, som vi aldrig tidligere har set.«
Og det førte frem til hans pointe om Anne Frank.
For modsat nutidens coronaskeptikere var Anne Frank, ifølge Kennedy, i en bedre situation, da hun gemte sig for nazisterne. For hun kunne netop skjule sig, lyder pointen. Uvaccinerede amerikanere har ikke samme mulighed på grund af coronapasset.
»Selv i Hitlers Tyskland kunne man gemme sig på et loft, ligesom Anne Frank gjorde. Som følge af nutidens teknologi kan man ikke gemme sig,« lød det blandt andet fra Kennedy i talen foran Lincoln Memorial:
»Jeg besøgte i 1962 Østtyskland sammen med min far, og der mødte jeg tyskere, der var klatret over på Muren og var flygtet – så det var muligt. Mange døde, men det var muligt.«
Anne Frank overlevede som bekendt ikke, selvom hun gemte sig for nazisterne.
Kennedys kommentarer har ikke overraskende mødt stor kritik. Kritikken er især blevet rejst af flere jødiske foreninger og organisationer, der har taget afstand til udtalelserne.
På Twitter kalder foreningen, der mindes ofrene i udryddelseslejren Auschwitz, Kennedys udtalelser »et trist symptom på moralsk og intellektuelt forfald«.
Coronapasset blev under søndagens demonstration, hvor flere talere var på scenen, sammenlignet med den gule davidsstjerne, som jøder ved lov var forpligtet til at bære som i Nazityskland.
En sammenligning, der flere gange under pandemien ligeledes er blevet kritiseret.
Undskyldning
Robert F. Kennedy Jr. har nu valgt at undskylde sine kommentarer.
»Jeg undskylder for min henvisning til Anne Frank, især til de familier, der led under Holocaust-rædslerne,« skriver Kennedy på Twitter.
I opslaget forklarer han, at han forsøgte at anvende »eksempler på tidligere brutalitet« til at illustrere »farerne ved nye teknologiske muligheder for kontrol«.
Det kan dog også tænkes, at det er Kennedys hustru, der har fået ham til tasterne.
Hun har siden udtalelserne søndag givet stærkt udtryk for sin utilfredshed over mandens udtalelser, skriver The Hill.
Cheryl Hines, der siden 2014 har været gift med Robert F. Kennedy Jr., skriver på Twitter, at hendes mands kommentar er »forkastelig og ufølsom«.
»De grusomheder, som millioner udstod under Holocaust, bør aldrig sammenlignes med nogen eller noget. Hans holdninger er ikke en afspejling af mine.«
Den kontroversielle politiker Marjorie Taylor Greene, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne, sammenlignede sidste år coronavaccinerne og reglerne om mundbind med Holocaust. Hun var senere ude med en undskyldning.
Marjorie Taylor Greene er blevet udelukket fra Twitter for gentagne gange at have spredt misinformation om vacciner.