Hunter Biden har gjort noget, som kunne skabe ballade i enhver familie. Og nej, vi taler ikke om det, som Donald Trump har anklaget ham for: at være en korrumperet søn af tidligere vicepræsident Joe Biden, der kan blive Trumps rival ved næste års præsidentvalg.
Vi taler om det, som Hunter Biden gjorde, efter at hans storebror, Beau, i 2015 på tragisk vis døde af kræft, 46 år gammel. Her trøstede han sin afdøde storebrors enke. Men han gjorde det ifølge kritikere lidt for godt og alt for meget.